BabySam har siden 1973 skabt Danmarks største og mest innovative kæde for babyudstyr ved aldrig at gå på kompromis med vores værdier om sikkerhed, tryghed og ansvarlighed. Derfor har du altid kunnet stole trygt på vores rådgivning i butikkerne, ligesom du kan stole trygt på, at vi driver en ordentlig virksomhed og betaler vores skat fuldstændig efter bogen.

Er BabySam en dansk virksomhed?

Ja! BabySam er en dansk virksomhed med et landsdækkende netværk på 31 detailbutikker samt institutionssalg og webshop. Vi har ingen aktiviteter i udlandet og betaler direkte og indirekte skatter og afgifter i Danmark. Vores 450 dygtige medarbejdere arbejder under dansk overenskomst og har branchens bedste uddannelses- og udviklingsmuligheder hos os.


Hvorfor har BabySam ikke betalt skat i flere år?

I kølvandet på finanskrisen havde BabySam nogle hårde år og en række underskud, der løb op i næsten 600 mio. kr. i perioden 2008-2015. Derfor opbyggede vi et skattemæssigt underskud, som i de efterfølgende år kunne trækkes fra og reducerede vores skattebetaling. Det skattemæssige underskud er mindre i dag, og vi arbejder hver dag på at skabe stærke resultater, så det kan afvikles hurtigst muligt!


Du kan finde de relevante oplysninger i vores reviderede årsrapporter her og læse et kort notat fra revisionshuset EY om blandt andet det skattemæssige underskud lige her.


Er BabySam ejet fra et skattely?​​​​​​​

Nej! 65% af aktierne i BabySam ejes af danske investorer, og BabySam A/S kontrolleres udelukkende fra Danmark. 35% af aktierne ejes af internationale pensionskasser og investorer. De internationale aktionærer har investeret i BabySam gennem en fælles fond på Guernsey for at undgå dobbeltbeskatning og sikre, at de alene beskattes i deres hjemlande, hvis de skulle modtage et udbytte af deres investering. Modellen benyttes også af en række danske pensionskasser og investorer, når de investerer i udlandet. Guernsey er i øvrigt ikke på EU’s liste over skattely.


Har BabySam ført penge ud af Danmark?​​​​​​​

Nej. Der er aldrig ført penge fra BabySam ud af Danmark, og hverken vores danske eller vores udenlandske ejere har modtaget udbytte eller anden betaling fra BabySam. Vores ejere har tværtimod tilført kapital i de hårde tider efter finanskrisen og støttet BabySam, så vi har kunnet investere godt 100 mio. kr. de seneste 10 år. Vores ejeres støtte og de betydelige investeringer har sikret vækst, udvikling og nye jobs i en ellers vanskelig periode.


Du kan også læse det korte notat fra revisionshuset EY om blandt andet udbetaling af udbytte lige her.


Historien om BabySam​​​​​​​

BabySam er en 100% dansk virksomhed, som siden 1973 har ydet rådgivning og solgt produkter til danske forældre med fokus på børn i alderen 0-2 år. BabySam stod for ”Baby Sammenslutningen” og var oprindeligt et indkøbs- og markedsføringssamarbejde mellem driftige og dygtige danske købmænd, der drev egne butikker. BabySams ejere har gennem tiden investeret i at bevare og videreudvikle stærke danske mærker som Odder Barnevognsfabrik, Scandia og Holly’s Økologisk Børnetøj.


I 2008 solgte BabySams oprindelige ejere deres butikker til den danske kapitalfond Polaris Private Equity med store danske investorer i ryggen og Benelux-baserede AAC Capital Partners med store internationale investorer i ryggen. En række af sælgerne fortsatte som investorer og ejer fortsat 26,5% af BabySam A/S.