Der er intet, der vækker dit barns opmærksom som vand. Det virker som en magnet, uanset om det er vand, der bliver hældt fra en kande, en stor vandpyt på fortovet eller et dejligt babybassin fyldt med varmt vand.
Faktisk var dit barn en svømmer, allerede inden det blev født. Det kendte ikke til andet end at bevæge sig i vand i mavens trygge hule, og derfor er det for de fleste babyer en fantastisk oplevelse igen at blive omsluttet af varmt vand.
”Barnet har fra de ni måneder i fostervandet en medfødt tryghed i og omkring vand, og babysvømning er en skøn aktivitet, du kan lave sammen med dit barn allerede fra det er helt lille,” forklarer babysvømningsekspert Ulrika Færch, der selv er tidligere elitesvømmer og har skrevet bogen ’Babysvømning – med relation i fokus’.
Ud over at babysvømning stimulerer dit barns sanser og motorik, er det allervigtigste ifølge Ulrika Færch, at du og din baby kommer tættere på hinanden, når I boltrer jer i vandet sammen.
”Vandeventyret styrker jeres relation, fordi der ikke er nogen opmærksomhedstyve i vandet. Det giver mulighed for en særlig nærværende oplevelse med dit barn, hvor det kun handler om at være i nuet,” forklarer hun.
1. Svømmeturen starter allerede derhjemme. Giv jer god tid derhjemme til at pakke svømmetasken og gøre jer klar til at komme ud af døren. Hvis du stresser, inden I skal af sted, registrerer barnet lynhurtigt den følelse uden at kunne forstå, hvad det bunder i.
2. Hyg jer med at klæde om. Et lille barn bliver bombarderet af indtryk i svømmehallen. Der er nye lyde, dufte og halvnøgne mennesker over det hele, så sørg for at have god tid til at klæde om og vær nærværende over for dit barn, så det føler sig tryg og nemmere kan møde alt det nye.
3. Følg barnet i vandet. Vær opmærksom på dit barns signaler, når I kommer i vandet. Nogle børn kaster sig ud i det, og synes det er vildt fedt, mens andre er lidt mere tilbageholdende og lige skal vænne sig til vandet, inden de begynder at plaske rundt.
4. Gør verden lille for din baby. Hvis din lille trold føler sig usikker og begynder at græde efter få minutter, så sørg for at gøre verden lille og skab masser af tryghed. Sig, at det går fint, og vis at du er lige her. Du kan også have sutten med til at give ekstra tryghed. Gå eventuelt op af vandet og trøst dit barn. Når det er faldet til ro, kan I prøve at gå ned i vandet igen.
5. Stop mens legen er god. En god tommelfingerregel er, at I de første gange ikke er i vandet længere end 10-20 minutter. 10 minutter er kort tid for dig, men utrolig lang tid for den lille, og det er meget bedre at slutte, mens det er sjovt og hyggeligt, for så er det de følelser, den lille husker babysvømningen for.
TIP! For at undgå uheld i vandet kræver de fleste svømmehaller i dag, at babyerne er iført både badeble og tætsiddende blebadebuks, så husk begge dele. Se vores udvalg af badetøj her.
Det er fantastisk at kunne tage baby eller børn med ud at rejse. Det kan dog også være en smule udfordrende med stress i lufthavnen, ventetider og sidden stille i flyveren. Det er en god ide at forberede sig, og derfor har vi samlet nogle gode råd til turen for både store og små.