Sjov leg på stranden

De fleste børn elsker strandture, hvor sand og vand udgør den skønneste legeplads. Få gode tips til en skøn dag på stranden med de små.

Temperaturen stiger, solen skinner og nu er det endelig tid til at tage til stranden og bygge sandslotte, fange krabber, finde flotte muslingeskaller og bade og soppe i vandkanten. Her får du en række gode tips til at skabe en sjov og hyggelig strandtur for hele familien.


Sikker i solen

Når de små er med på stranden, er det vigtigt at beskytte dem mod solens stråler. Smør et godt lag solcreme over alt på kroppen, giv dem en solhat på, og husk også en parasol eller et lille strandtelt til en kølig skyggepause – de fleste børn elsker den huleagtige fornemmelse.


Har du helt små babyer under et år, skal de helst være i skyggen hele tiden. Ellers er en lys, løs T-shirt også god til at skærme både små og store kroppe mod solen, når I graver dæmninger eller spiller bold.


Tjek på baderådene

Det er godt at have styr på baderådene, inden du slipper ungerne løs på stranden. Her er de vigtigste af dem:


  • Slip aldrig dine børn af syne på stranden og i vandet

  • Gå kun ud til navlen

  • Gå aldrig alene i vandet

  • Lær at svømme – jo før dit barn lærer at svømme, jo bedre

  • Gå op af vandet, når du begynder at fryse – eller dit barn bliver koldt​​​​​​​

Pop up telt/læsejl blå
Vanilla
Pop up telt/læsejl blå
299,95 DKK
Udsolgt i webshop
Gummi Solbriller - Blå
Lollipop
Gummi Solbriller - Blå
69,00 DKK
Udsolgt i webshop

Sjove lege på stranden​​​​​​​

I vandet: Havet er fantastisk og indbyder til masser af sjov. Tag en svømmetur. Leg tagfat med bølgerne i vandkanten. Hop 10-20-30. Fyld spanden med vand, og hæld det ud over kroppen, eller sid i vandkanten med en skovl og en vandkande.


I sandet: Stranden er lige som én stor kæmpesandkasse, og både vådt og tørt sand er sjovt at lege med. Byg sandslotte, gem legetøj i sandet og lad ungerne grave det frem eller prøv at begrave jeres hænder og fødder i sandet – eller dæk hele fars krop til med sand.


Sten og skaller: En god stensamling er guld værd. Brug spanden til at smalle de allerflotteste, I kan finde, og byg figurer i sandet af dem. I kan også kaste smut eller se, hvem der kan kaste dem længst ud i vandet – bare husk at pas på de andre på stranden. Stranden bugner også af smukke muslingeskaller, som I kan tage med hjem som et dejligt minde.

Hvor skal vi tage hen?- gode børnevenlige strande

Med sin lange kystlinje bugner Danmark af skønne badestrande. Her får du fem tips til nogle af de mest børnevenlige af slagsen.


Marielyst strand på Falster er en børnevenlig sandstrand med lavt og roligt vand, flere revler og skønt sand, de små kan boltre sig i.


Liseleje strand i Nordsjælland er kendt som en af Danmarks dejligste strande ved Kattegat med blødt sand og utrolig børnevenligt vand.


Amagerstrandpark på Amager har en to kilometer lang kunstig ø, der former en skøn lagune med et lavvandet badeområde specielt til børn.


Hou strand ved Odder er en børnevenlig sandstrand tæt på den charmerende lystbådehavn, hvor det altid summer af liv.


Palmestranden i Frederikshavn er Danmarks eneste palmestrand – og den er yderst børnevenlig med stille vand, lav vanddybde og skygge fra palmerne.

​​​​​​​

​​​​​​​Tip! Pak en køletaske med lækkerier til hele dagen. Tænk først og fremmest på masser af væske, og hav en drikkedunk med til hver, så I ikke dehydrerer. Pak små sandwich, saftig frugt som melon og ananas i mundrette stykker og gulerods- og agurkestænger, så I kan holde energien oppe hele dagen.