#HeltÆrligt

Pelle Hvenegaard

”Der er ikke noget, der vigtigere end min datter”

Tv-vært Pelle Hvenegaard er i dag far til 3-årige Ukhona, og han nyder det i fulde drag. Men det har også kostet mange kræfter at kommer dertil. I bogen ’Kære Zoe Ukhona’ fortæller han om de seks års fertilitets- og adoptionshelvede, han sammen med sin kone Caroline måtte gennemgå, før de kunne kalde sig forældre.

Jeg bliver gennemstrømmet af den vildeste følelse af endelig at være kommet hjem. Varmen fra din lille krop trænger dybt ind i mig, og fornemmelsen af dit lille åndedrag fylder mig med en følelse af ubetinget lykke og mening. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg er dybt, dybt taknemmelig.


Sådan beskriver Pelle Hvenegaard det, da hans datter Ukhona falder i søvn i hans favn for første gang, blot få timer efter, de har mødt hinanden. Et øjeblik, han og hans kone Caroline har ventet på i seks år.


”Det var helt fantastisk endelig at have hende hos os. Det var en kæmpe forløsning,” forklarer han i den lille families hjem på Christianshavn, hvor han netop har afleveret Ukhona i børnehave. En helt almindelig ting for de fleste forældre, men for Pelle og Caroline har vejen til at blive forældre været alt andet end ligetil. Seks år tog det med fertilitetsforsøg, adoptionsgodkendelse og uendelig ventetid, og de seks år har Pelle lagt åbent og ærligt ud i bogen ’Kære Zoe Ukhona’.


”Vi var ikke i tvivl om, at Ukhona skulle have hele historien, men vi kom hurtigt til at tale om, om det i virkeligheden ikke også kunne være interessant for andre. Vi har selv manglet noget at spejle os i undervejs,” forklarer Pelle.


Han og Caroline talte om, at hvis de bare fik ti henvendelser fra folk, som deres historie havde gjort en forskel for, ville det være det hele værd. Efter bogen er udkommet, er det væltet ind med henvendelser – primært fra folk, der selv er i fertilitetsbehandling eller har adopteret, men også fra adoptivbørn, der har læst bogen, og tror, at Ukhona vil blive rigtig glad for den.


”Det er jo det allervigtigste. Det er skønt, hvis bogen kan hjælpe andre, men hvis den kan give Ukhona en forståelse af, hvordan vores lille familie er bragt sammen, er det jo det allervigtigste,” understreger Pelle, der også har oplevet, at nogle af hans og Carolines allernærmeste er blevet overrasket over bogen.


”En af mine gode venner ringede forleden og fortalte, at nu havde han læst bogen, og han var helt målløs: ’Hold da op, hvad er det, I er gået igennem?’ Det kan være så svært at forstå for andre – selv for dem, der er allertættest på.”


Uden omsvøb

I bogen skriver han til Ukhona, hvilket er inspireret af den dagbog, han og Caroline skrev, mens de var i Sydafrika for at hente hende.


”I stedet for at beskrive, hvad vi havde lavet, skrev Caroline en af dagene til Ukhona: I dag smilede du til os for første gang, og det var helt fantastisk. Det virkede så fint, og det gav inspiration til at gøre det samme i bogen.”


Her fortæller Pelle hudløst ærligt om alt, og allerede i forordet får Ukhona også en lille advarsel om, hvad der venter. Det vil nok være hård læsning, men til tider også en kende pinligt. Vi undskylder på forhånd for, at vi enkelte steder skriver om vores sexliv, og om dengang de havde forbyttet sædprøverne på Herlev Hospital.”


”Vi aftalte fra starten, at hvis vi skulle dele vores historie, skulle vi gøre det 100 procent. Ærligheden er bydende nødvendig, ellers er det ligegyldigt, og det er ikke et ligegyldigt emne. Det var enten-eller,” fortæller han.


Derfor begynder bogen også der, hvor det hele startede. Med Pelle og Carolines første møde og det første kys, der slog benene væk under dem begge, så de allerede fra starten var helt klar på at blive forældre, hvis det skulle ske. De taler også allerede her om, at det ville være skønt at få et biologisk barn – og så adoptere et. For at kunne adoptere skal de dog have boet sammen i 2,5 år, så de kaster sig over den første mulighed. Men nogle gange er kærligheden ikke nok. Caroline bliver ikke gravid, så de beslutter at blive testet på en fertilitetsklinik.


”Vi kunne også bare have sat os ned og sagt, nu venter vi, til vi kan adoptere, men når man først har udtalt ønsket om at få børn, udtalt at det er dét, vi har behov for, før livet bliver fuldt, så bliver alt andet tomt og meningsløst

Kære Zoe Ukhona
Kun i webshop
People's Press
Kære Zoe Ukhona
249,95 DKK
På lager

”Og de første besøg er da også fulde af forventning og håb. Caroline og Pelle skal først forsøge sig med en tabletbaseret hormonbehandling. Virker det ikke, er planen insemination og til sidst reagensglasbehandling, men lægen tror slet ikke, de kommer så langt. ’I er gravide før det,’ lover han.


11 fertilitetsforsøg senere er Caroline stadig ikke gravid, og nu kan parret simpelthen ikke holde til mere. De har prøvet alt.


”Det var så hårdt at være i, for hvad nu, hvis det ikke lykkes? Det var så ubærlig en tanke, at vi nærmest ikke turde snakke om det. Vi turde ikke sige det højt,” fortæller Pelle.


”Kære skat, mor og far er her”

På det tidspunkt beslutter de at kaste håndklædet i ringen, og den 5. marts 2013, dagen før de har boet sammen i 2,5 år, sender Caroline adoptionsansøgningen afsted.


”Det startede som en lettelse. Ah, nu kan vi adoptere. Nu kan vi blive forældre. Men jeg var overrasket over, hvor hårdt det viste sig at være. Allerede i fase 1 begyndte der at komme nogle udfordringer, og pludselig var der slet ikke noget, der var sikkert. Det er usikkerheden, der æder dig op,” fortæller Pelle.


De næste halve år udfylder de det ene papir efter det andet, går til samtaler og kurser i at være forældre, og i august 2013 får de den endelige godkendelse. Der skal dog gå et helt år mere, før deres ansøgning bliver sendt til Sydafrika, og ventetiden for alvor kan begynde.


Pelle og Caroline forsøger at få det bedste ud af ventetiden, og beslutter sig for at fejre nytår 2015 ved at bestige Kilimanjaro, der med sine 5.895 meter er Afrikas højeste bjerg. Klokken 05.10 den 1. januar når de toppen.


Din mors næse er ildrød, og hendes læber er blå og iskolde, da jeg kysser dem. Vi smiler helt udmattede, men grundlykkelige til hinanden. Så vender vi os ud mod mørket og det afrikanske kontinent. Vi havde egentlig talt om, at vi skulle råbe på vores kommende barn, men det er der ikke rigtig kræfter til. I stedet hvisker vi helt stille i kor i retning mod Sydafrika: “Kære skat, mor og far er her.”


Og noget tyder på, at deres bønner endelig blev hørt. En sommerdag står Pelle på toppen af en stige og er ved at male køkkenet i hans barndomsven Frederiks nye lejlighed, da telefonen pludselig ringer. Det er Caroline, der fortæller, at han skal være far … til en lille pige. De skal hente hende i Sydafrika 10 dage senere.


”Det var så vildt og rart, at nu gik det pludselig stærkt. Jo færre dage, et barn skal være på børnehjem, jo bedre. Det kan godt være, at vi har gået igennem en masse svære ting, men det er jo ingenting i forhold til, hvad børnene gennemgår.”


Forældre frem for alt

Bogen slutter, da Pelle og Caroline har fået Ukhona med hjem, men der stopper rejsen mod at blive forældre ikke.


”Der gik næsten et år, før vi kunne mærke, at hun var tryg ved, at vi var mor og far, og at vi ikke ville svigte hende. Det var stort at hente hende, men det er meget større i dag, hvor vi kan mærke, at hun hviler i os og søger vores tryghed. Nu er vi alle tre en del af det,” forklarer Pelle.


I december fyldte Ukhona tre år, og hun har det rigtigt godt i dag.”Der er mange, der siger, at det går så stærkt – og det gør det også. Jeg kan næsten ikke forstå, at det er over to år siden, vi fik hende. Men jeg synes også, at vi får det hele med. Caroline er gået på deltid, og jeg er nærmest på barsel på tredje år, så hun er kun i børnehave fra cirka 9-14 hver dag. Men for mig er der ikke noget, der er vigtigere” siger Pelle, der i dag er i gang med at skrive en ny bog og ellers bruger sin tid på at følge med i Ukhonas liv og sætte pris på den udvikling, hun går igennem.


Både Pelle og Caroline har fået velmenende kommentarer om, at de skal passe på, det ikke kommer til at fylde for meget, og at de også skal huske at leve deres eget liv, men det er ifølge Pelle netop det, de gør.


”Kan et barn få for meget kærlighed, nærvær og tid med sine forældre? Det tror jeg ikke! Den største glæde vil være, at Ukhona vokser op og siger: Hold kæft, I har været nogle gode forældre. Hvis jeg oplever det, før jeg dør, så kan jeg ikke være lykkeligere.”