Slutspurt & VILDE tilbud! Shop Final SALE her.

hello baby

Matilde Trobeck, 34 år, mor til Alfred og Evig

“Det hjalp mig at vide, at jeg ikke var alene”


Efter sin tredje spontane abort skammede Matilde Trobeck sig over sin krop, og “at hun ikke kunne finde ud af at være gravid”.

Men selvsamme krop har nu foræret hende to skønne unger og manet hendes frygt for aldrig at blive mor til jorden.

Matilde Trobeck

Tekst Camilla Falkenberg / Foto Thomas Dahl / Benjamin Creative

Jeg var på besøg hos min veninde, da jeg pludselig begyndte at bløde. Jeg var kun otte uger henne.”


Det var tredje gang i sit liv, Matilde Trobeck oplevede en spontan abort, men følelsen var helt anderledes. Hun var i 30’erne, og nu satte tvivlen sig fast: Kan jeg overhovedet holde på et barn? Bliver jeg nogensinde mor?


“Da jeg mistede mit og Kristians barn, var jeg overbevist om, at jeg slet ikke kunne få børn. Jeg gik i panik. Jeg følte mig ramt på min biologi, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne finde ud af at være gravid. Jeg følte mig som mindre kvinde.”


Da Matilde som 25-årig for første gang stod med en positiv graviditetstest i hænderne, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Det var en ønskebaby, som Matilde og hendes daværende kæreste havde planlagt.


“Det var først til nakkefoldsscanningen, at vi opdagede, at der ikke længere var liv. Jeg var 14 uger henne.”


Lægerne anbefalede Matilde en medicinsk abort, men pillebehandlingen virkede ikke, og i dagene efter blødte Matilde meget. Hun blev derfor ordineret endnu en medicinsk abort, men den virkede heller ikke, og som dagene skred frem, fik Matilde det tiltagende dårligt. Efter en måned fik hun en kirurgisk abort.


Et halvt år senere blev Matilde gravid igen, men da parret dukkede op til nakkefoldsscanningen, brast drømmen endnu en gang.


“Der vidste jeg med det samme, at jeg ikke ville have en medicinsk abort. Det er et traume i sig selv at skulle føre pillen op, og når behandlingen så ikke virker, gør det situationen endnu værre. Så jeg fik det fjernet kirurgisk.”


VAR IKKE ALENE


De to aborter tærede på Matildes parforhold, og da hun også mistede sin bror på tragisk vis imellem de to graviditeter, blev sorgen overvældende. Tanken om børn og familie blev for meget. Efter nogle år gik Matilde og kæresten fra hinanden, og hun kastede sig ud i det vilde singleliv, hvor hun festede, datede, rejste og trænede som en gal.


“Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg slet ikke ville have børn. Jeg ville være fri og kunne rejse. Men jeg sagde det mest for at beskytte mig selv. Jeg var knust. Det var hårdt at blive enebarn og at se mine forældre miste et barn. Jeg sørgede over min bror.”


Træningen blev et helle for Matilde, og hun begyndte at dele ud af sine tips til en sund livsstil på sin blog, HelseMatilde. Hun fik skabt et community og følte sig tryg til også at dele historien om både sin bror, ensomheden og de to spontane aborter.


“Mine følgere var så søde. Mange delte selv deres historier, og det viste sig, at det slet ikke var så unormalt at abortere. Det hjalp mig at vide, at jeg ikke var alene. Jeg fik bearbejdet sorgen, og drømmen om at blive mor vendte tilbage.”


Derfor slog det endnu hårdere tredje gang. Hun ville virkelig gerne opfylde sin mand Kristians ønske om at blive far og deres fælles ønske om en familie. Men hendes krop valgte selv at udstøde gravidteten. Samtidig blev hun bange for, at Kristian ville gå fra hende.


Han gik ingen vegne. I stedet blev parret indstillet til et fertilitetsforløb, men de nåede slet ikke at få hjælp, inden Matilde var gravid igen – og denne gang gik alt, som det skulle.

TILGIVET SIN KROP


I dag er parret forældre til to: Alfred på to år og Evig på 10 måneder. Moderskabet har gjort det muligt for Matilde at bearbejde den sorg og skam, hun har følt over sine spontane aborter, og hun har tilgivet sig selv og sin krop.


Hendes oplevelser har samtidig givet hende et langt mere nuanceret billede af både bekymringer under graviditeten og sorgen.


“Jeg underkender ikke, at der kan være en forskel på at miste et barn indenfor de første uger af graviditeten og at miste et tæt på terminen. Men drømmene er de samme, og dem må du gerne sørge over, også selvom din graviditet var kort.”


Tvivlen og angsten er blevet et vilkår, også hvis børneflokken skal udvides, som hun og Kristian stadig drømmer om.


“Men nu ved jeg, at min krop godt kan.”

Se alle artikler fra hello Baby

Se hele magasinet online