#HeltÆrligt
Sidsel Emilie Buch
“Mit barn ville kun spise flydende kost”
Sidsels søn ville ikke spise. Fra han var et til to år, levede han mest af mælk, og det var der en god grund til, skulle det vise sig.
Hvordan begyndte jeres spiseproblemer?
“Vi havde en ukompliceret start med amning, og Ebbe begyndte med skemad, da han var fem måneder. Han var nysgerrig efter at prøve ny mad. Han har altid været med i køkkenet, når vi lavede mad, og han elskede at lege med grydeskeer. Men da han begyndte i vuggestue 10 måneder gammel, blev han syg, som mange børn jo gør. Han blev forkølet, hostede og begyndte jævnligt at kaste op. Hans madglæde forsvandt. Jeg tror næsten, at han kastede op hver dag.”
Hvilken hjælp søgte du?
“Jeg var hele tiden i kontakt med forskellige læger. Vores egen og 1813. Jeg var rigtig bekymret, men jeg fik jo at vide, at det var normalt, at børn kastede op. Så det forsøgte jeg at holde fast i og sige til mig selv, at det er normalt at blive syg i vuggestuen. Til hans etårstjek hos lægen fik jeg sagt, at han kastede meget op, men lægen så en glad dreng, og så var det overstået. Men derefter blev det gradvist værre, og Ebbe ville næsten kun have flydende kost”
Hvordan påvirkede situationen dig?
“Mit humør kunne dykke helt, når han kastede op. Indimellem forlod jeg spisebordet og lod min kæreste, Tobias, om at give Ebbe mad. Jeg kunne ikke være i det. Jeg følte mig utilstrækkelig som mor og fik nærmest præstationsangst, når der var et måltid i vente. Da det havde stået på i et par måneder, tog jeg ham med til lægen, fast besluttet på, at nu måtte der ske noget. Ebbe var begyndt at snorke så meget, at vi ikke kunne holde ud at sove med ham. Da jeg sagde det til lægen, fik hun mistanke om polypper. Måske kunne hans polypper genere ham i svælget, så han havde svært ved at sluge sin mad? Desværre kunne han først få dem opereret væk, når han blev to år. Vi fik endelig en forklaring på hans madlede, men vi måtte indstille os på at vente et halvt års tid på en operation.”
Hvad hjalp dig igennem?
“I den første tid gik vi til regelmæssige vægtkontroller hos egen læge. Men efter nogle måneder kunne jeg mærke, at jeg havde brug for mere støtte. Vi blev derfor henvist til Børneambulatoriet på Hvidovre Hospital, hvor vi startede hos en diætist. Hun fortalte, at hun ikke var bekymret for Ebbe, og at jeg gjorde alt det rigtige. Jeg tudbrølede af lettelse. Det var rart at høre, at jeg ikke var en dårlig mor, fordi jeg gav ham mælk med fløde, så han fik noget energi. Det var nemt at blive usikker, for jeg fik alle mulige råd og kunne se andre glade børn spise løs. Hos diætisten fik jeg nogle argumenter til at holde fast i min egen fornemmelse. Jeg fik også noget proteindrik til ham, så jeg kunne være sikker på, at han fik nok energi. Det betød, at jeg bedre kunne slappe af. Jeg blev ikke længere så ked af det, når han ikke spiste sin bøf.”
Hvad ændrede jeres situation?
“Da Ebbe var fyldt to år, besluttede vi at få hans polypper fjernet. Efter operationen kom narkoselægen ud og sagde, at hun aldrig havde set så store polypper. Hun var helt chokeret over det. I dag har vi fået en helt anden dreng. Hans stemme er lysere, han snorker ikke mere, og vigtigst af alt er han begyndt at spise. Han har været på flydende kost så længe, at han skulle lære at spise med ske igen, men han er nysgerrig og vil gerne have mad. Han har fået energi og overskud, og både Tobias og jeg sidder måbende og kigger, når han snupper sin tredje fiskefilet. Her bagefter kan jeg til gengæld mærke, hvor hårdt det har været. For nu kan jeg se forskellen på den dreng, jeg har fået nu og før. Jeg bebrejder mig selv alt muligt, og jeg har været ked af det, men det er jo typisk, at det kommer som en efterreaktion, når Ebbe har fået det godt.”
Har du et godt råd til andre?
“Hvis du er bekymret, men det er svært at få hold på, hvor alvorligt det er, så skriv dagbog. Så får du selv et overblik, og du har et præcist forløb, du kan præsentere for en læge. Det hjalp mig, da jeg bestemte, at nu havde vi brug for hjælp, at jeg havde notater at holde mig til.”
