Hvordan stopper jeg med at amme?

Barselsrummet

Sasha og Louise er begge indehavere af barselsrummet, som er en graviditets -og efterfødselsklinik med speciale i den gode ammeopstart og tiden efter fødslen.


Sasha er jordemoder og ammevejleder, og hendes helt store passion er, at hjælpe mødre til en god ammeopstart og en tryg landing i moderskabet.

Louise er certificeret slynge- og efterfødselsvejleder. Hendes store passion er, at bringe mere tryghed og omsorg til nybagte forældre.


Der kan være forskellige årsager til, at man ønsker at stoppe med amningen, helt eller delvist. Hvis du savner råd og vejledning til hvordan du kan gennemføre dit ammestop eller nedtrapningen af amning, så forsøger vi på bedste vis at guide dig i denne artikel, med vores bedste råd til netop dét.

Hvorfor stoppe med at amme?


Der kan være mange forskellige grunde til, at du ønsker at nedtrappe eller stoppe helt med at amme. Måske har du haft en kompliceret ammeopstart og ønsker at gå over til flaske - eller måske har du ammet i flere år og har brug for følelsen af at få din krop tilbage. Hvor længe du ammer og hvad årsagen er til at du ønsker at stoppe, er altid dit valg, ingen andres.


Hvis du har et lille spædbarn, men ikke bryder dig om at amme, kan du overveje, om det kunne give mening for dig at malke ud i stedet og give dit barn din mælk på flaske.


Og husk også, at amning ikke behøver at være alt eller intet. For mange mødre kan det fungere fint både at amme og supplere, hvis de ikke ønsker at fuldamme.


Nogle mødre oplever, at deres barn selv mister interessen for amningen på et tidspunkt, typisk efter det første leveår. Men lige så almindeligt er det, at du må tage valget om, at amningen skal stoppe, når du føler, at det er det rigtige for dig.

Det er helt okay, at du ønsker at stoppe med at amme, uanset hvad årsagen er og hvor længe du har ammet.


Sundhedsstyrelsen anbefaler fuldamning frem til 6 måneder og delvis amning frem til et år eller mere

- men om du ammer længere eller kortere tid er helt op til dig og afhænger af din unikke situation.


Der er mange forskellige faktorer, som spiller ind på hvor langt et ammeforløb man har. ​​​​​​​Måske tænkte du, at du ville amme, til dit barn blev to år, men oplever store udfordringer med amningen eller ammeaversioner.


Eller måske tænkte du inden fødslen, at amning slet ikke var så vigtigt for dig, men oplever nu at have ammet dit barn meget længere, end du havde forestillet dig, men har brug for følelsen af at ”få din krop tilbage”.

Hvad er et ammestop?


Mælkeproduktionen er styret af udbud og efterspørgsel. Det vil sige, at jo mere dit bryst stimuleres, jo mere mælk vil det producere, da der sendes signal til hjernen om, at der er brug for mere mælk.


Det betyder også, at når du ønsker at stoppe med at amme, så skal din krop forstå, at der nu ikke længere er behov for at blive produceret mælk.


Når du ikke længere ammer eller pumper, så dannes der ikke længere mælk i mælkekirtlerne.


Når du ønsker at stoppe med amning, er det muligt at tage ammestop piller. Det anbefaler vi dog generelt ikke, da disse kan have en lang række bivirkninger som fx depression.


Og skulle amningen ønskes etableret igen, kan det være meget svært, hvis man har taget ammetop piller. Derfor vil vi altid anbefale, at man forsøger sig uden medicin.


Inden du stopper med at amme, er det vigtigt, at du har sikret dig, at din baby vil spise på anden vis

- altså enten via flaske eller grød, mos og anden mad, afhængig af din babys alder.


Det er ikke alle børn, som fra den ene dag til den anden vil tage en flaske, eller som har lyst til at spise fast føde, selv om de er rundet de 6 måneder.


Og husk, at hvis du stopper med at amme inden din baby er 1 år, skal du give modermælkserstatning via flaske eller kop, såfremt du ikke giver din udmalkede mælk.

Gradvis nedtrapning af amningen


Det er meget forskelligt fra mor til mor og barn til barn hvad der virker bedst, når det gælder et ammestop.


I de fleste tilfælde er det dog hensigtsmæssigt med langsom nedtrapning, hvor du ammer mindre og mindre over en periode på et par måneder, indtil amningen er helt udfaset.


Typisk vil det foregå på den måde, at man fjerner én amning ad gangen, med nogle dages mellemrum. Du kan med fordel starte med at fjerne dén amning, som du ved, at dit barn bedst kan undvære eller som du har det sværest med.


For størstedelen er gradvis nedtrapning den metode, som virker bedst. Det skyldes både, at kroppen langsomt kan vænne sig til, at der ikke længere er den store efterspørgsel på mælk og produktionen langsomt nedsættes. Herved mindskes risikoen for tilstoppede mælkegange og brystbetændelse.


Men det kan også være en fordel, fordi barnet i et roligt tempo kan vænne sig til, at der findes andre former for trøst, tryghed og ro end mors bryst.

Hvis du ønsker at nedtrappe amningen, kan du forsøge følgende:

♦ Har du et større barn som ammes, kan du prøve at fortælle barnet, at brysterne ikke laver mere mælk nu, men at du vil give barnet tryghed og nærvær på en anden måde.


♦ Nogle mødre vil opleve, at deres børn selv efterspørger amning mindre og mindre i takt med at barnet introduceres mere til fast føde efter 6 måneders alderen.


Du kan forsøge at tilbyde snacks, mad eller modermælkserstatning/mælk (afhængig af barnets alder) inden det tidspunkt, hvor dit barn normalt vil efterspørge amning.


♦ Når barnet ikke længere er spæd, kan dét at I laver andre ting sammen tilfredsstille barnets behov for nærvær med dig, hvilket kan gøre, at amningerne naturligt nedtrappes, fordi behovet for nærvær opfyldes på anden vis.


I disse tilfælde kan du blot tilbyde dit barn brystet, når det efterspørges og på den måde langsomt udfase amningen over tid, jo større dit barn bliver.


♦ Har du en partner, så lad vedkommende tage over på nogle af de tidspunkter, hvor du normalt ville amme (hvis det er muligt).

Det er meget individuelt, hvad der fungerer for den enkelte mor, barn og familie og der findes ikke én opskrift på, hvordan man bedst nedtrapper amningen.


Så forsøg dig frem og afprøv, hvad der er den bedste vej for jer i ammestoppet.

Udfasning af natamning


For nogle mødre er et delvist ammestop et godt alternativ til at stoppe helt med at amme. For mange vil det handle om at få udfaset natamningerne, så en eventuel partner kan hjælpe mere til om natten.


Det er vigtigt at vide, at selv om du stopper med at amme om natten, betyder det ikke nødvendigvis, at dit barn ikke fortsat vågner om natten og har brug for mad og tryghed.


Hvis du ønsker at holde fast i amning om dagen, skal du også være opmærksom på, at der er en risiko for at din produktion vil falde, hvis du fjerner natamningerne helt.

Hvis du ønsker at stoppe med at amme om natten, kan du forsøge følgende:

♦ Mange har god erfaring med at lade partneren tage over på at give trøst, nærvær og tryghed om natten og eventuelt selv at sove i et andet rum, så barnet ikke kan dufte sin mor.


♦ Andre har glæde af at tage nattøj på eller sætte plaster hen over brystvorterne om natten.


♦ For nogle fungerer det godt at fortælle det større barn, at brysterne ikke længere laver mælk om natten.


♦ I stedet for at amme barnet til natten i sengen, kan du amme i sofaen el.lign. så du tydeliggør, at der ikke længere ammes i sengen.


♦ Sørg for at barnet har fået mælk eller mad lige inden det lægges til at sove og tilbyd mad eller vand, hvis det vågner i løbet af natten.

Her og nu ammestop


Nogle mødre oplever at have brug for at stoppe amningen her og nu - det kan fx være ifm. sygdom eller hvis du har store smerter eller psykisk ubehag ved amning.


Risikoen ved et pludseligt ammestop er, at du kan udvikle brystbetændelse, da din krop stadig vil producere mælk, som ikke kommer ud af brystet. Så går du fra at fuldamme til et meget pludselig ammestop, er det vigtigt, at du sørger for at malke ud, så mælken ikke hober sig op i brystet.


Det kan du enten gøre via håndudmalkning eller med en pumpe. Du bør kun fjerne nok mælk til at lindre ubehag, men ikke malke brystet “tomt”. Når du malker ud kan det hjælpe at komme varme på brystet med en varmepude eller at stå under den varme bruser. Og husk, at du ikke skal malke ud hele tiden, for så tror din krop stadig, at den skal producere mere mælk - husk, mælkeproduktion handler om udbud og efterspørgsel.


Skal udfasningen af amning foregå hurtigt, kan det for nogle fungere godt, at mor tager væk et par dage og lader partneren tage helt over. Men det er igen meget individuelt, hvad der fungerer bedst for dig og dit barn og det er vigtigt, at du mærker efter i dig selv, om det vil føles rigtigt for dig.

Svære følelser ved ammestop


Et ammestop kan være svært for både mor og barn. Barnet finder tryghed og ro i amningen, ligesom mange mødre vil være vant til at amme barnet i søvn og amme når barnet er ked af det eller syg. Her gælder det om at finde nye metoder til at trøste samt skabe ro og nærvær, når amningen ophører.


Når du stopper med at amme, skal du være forberedt på, at der sker et kæmpe hormonelt skifte i din krop. Det kan sende dig ud på en kæmpe følelsesmæssig rutsjebanetur og det er ikke unormalt, at være meget grådlabil og føle dig ved siden af sig selv, i den periode, hvor amningen stoppes.


Ud over de hormonelle forandringer, som kan påvirke din sindstilstand, er det også normalt at føle en sorg over at skulle stoppe amningen - også selv om det er eget ønske. Amningen kan have føltes som en helt særlig stund mellem dig og dit barn, eller som et dyrisk iboende instinkt i din krop og det kan være sorgfuldt, når det når sin ende.  


Ofte vil barnet blive ked af det, hvis det ikke selv vælger amningen fra. Men husk, at der er en årsag til, at du har besluttet, at det skal ske – og at den årsag altid er valid.


Det er vigtigt at give plads til de svære følelser hos både dig selv og dit barn. Ofte kan det hjælpe, at vente med ammestop, til du føler dig helt afklaret omkring det. Det kan gøre det nemmere at rumme de svære følelser, hvis du ved med dig selv, at det er nødvendigt med et ammestop nu. Måske kan det også hjælpe dig at fokusere på alle de andre måder, du kan have nærhed og kontakt med dit barn som fx at bære det i bæreredskab, samsove, give barnet massage, bade sammen osv.


Det kan hjælpe at tænke på, at det vigtigste for dit barn er, at du har det godt, så du har energi og overskud til dit barn. Og fungerer amning ikke længere for dig, er det rigtige valg at nedtrappe eller stoppe helt. Du og dit barn kan have lige så meget nærvær og god kontakt, selv om du vælger, at du ikke længere ønsker at amme.

Barselsrummet

Artiklen er lavet i samarbejde med Sasha som er jordemoder og ammevejleder, og Louise som er certificeret slynge- og efterfødselsvejleder - de er begge indehavere af Barselsrummet.

Godt at vide om ammestop

Hvor lang tid tager det at stoppe med at amme?

Det er svært at give et endeligt svar på, hvor lang tid et ammestop tager. Hvis du vil stoppe med at amme gradvist, kan du begynde at erstatte et ammemåltid med en flaske eller en kop mælk ad gangen, og gradvist fjerne amningerne. Dette vil tage længere tid, men kan mindske ubehag i brysterne og reducere risikoen for brystbetændelse. Læs vores guide her.

Hvad skal man gøre, når man stopper med at amme?

Hvis du vil stoppe med at amme her og nu, så er det vigtigt, at du sørger for at malke ud, så mælken ikke hober sig op i brystet. Enten ved håndmalkning eller med pumpe. Hvis du vil udfase natamning, så kan du eventuelt lade din partner tage over om natten i en periode. Eventuelt kan du sove i et andet rum.