Shop SALE! Spar på alle kategorier her.

hello baby

“Jeg drømte om tre børn, før jeg fyldte 25 år”

Lene Vester-Madsen, 36 år, mor til Ella og Elliot på fire måneder, bonusmor til Aya

Flere år med fertilitetsbehandling og ufrivillige aborter blev den uvirkelige virkelighed for Lene Vester-Madsen. 

Ventetiden og uvisheden fik hun sat ord på på sin ­instagram-profil @bliverjegnogensindenogensmor. Indtil hun blev nogens mor.

Tekst: Johanne Boesdal / Foto: Frederik Andersen/Working Holidays / Location: Little House

“Jeg har altid vidst, at jeg ville være ung mor, og havde jeg selv bestemt, havde jeg haft tre børn, inden jeg fyldte 25. Men sådan gik det ikke.”


Lene Vester-Madsen var tæt på 25 år, da et langvarigt forhold til en kæreste gik i stykker. Så vidste hun godt, at den drøm, hun svor at gå på kompromis med, ikke ville gå i opfyldelse.


Faktisk gik der knap fem år, og Lene fyldte 30 år samme sommer, som hun mødte Kim. Han har en datter fra et tidligere forhold, så der går yderligere halvandet år, til han følte sig klar. Og da Kim endelig sagde til Lene, at hun godt kunne smide p-pillerne, tænkte hun, at nu var det nu.


Parret troede, beslutningen var den største, og at nu ville det gå stærkt. De kendte ikke nogen, der havde haft problemer med at blive gravide – og de fleste i omgangskredsen havde allerede børn. “Da der så gik lidt over et halvt år derefter, begyndte det at påvirke mig.”

Lene var 32 år, da hun for første gang stod med en test med to streger, som desværre ender i en ufrivilig abort. Det bliver først opdaget ved en scanning i uge 11, at fostret havde været dødt siden uge syv.


“Jeg fik at vide, at det var meget ­almindeligt, og lægerne vurderede, at vi bare skulle forsøge igen. Så skulle jeg nok blive gravid.”


Men der skete ikke noget. Så fulgte en periode med to mislykkede forsøg på ­insemination, og en naturlig graviditet endte i endnu en tidlig, ufrivillig abort. De forsøgte sig så med reagensglasbehandling, men alle tre forsøg endte negative.


“På det her tidspunkt i forløbet var jeg meget påvirket, og modet begyndte at svigte. Min far ville gerne sponsorere sine kommende børnebørn og betalte en samlet pakke på en privatklinik, hvor jeg i to år havde uanede forsøg på at føde et levedygtigt barn. Det gav mig en ny ro, at det ikke skulle lykkes på et bestemt antal forsør, men blot indenfor to år, hvor vi får masser af hjælp.”

Forhøjet immunrespons

Lene blev gravid i første forsøg med en lille pige, men hun havde en alvorlig kromosomfejl og var ikke levedygtig. Lene aborterede igen på ulykkelig vis, og efter tre ufrivillige aborter blev parret undersøgt, men de første prøver viste ingen uregelmæssigheder.


“Lægerne vurderede igen, at vi blot havde været uheldige og skulle fortsætte med at prøve. Men det ville jeg ikke længere uden at blive undersøgt nærmere! Hver abort havde sat vold­somme spor i mig.”


Lene og Kim kontaktede et særligt center på hospitalet i Aalborg, hvor de har specialiseret sig i tab af graviditet. Her fik Lene foretaget en række blodprøver, som viste, at hun har forhøjet immunrespons. Det betyder, at kroppen bekæmper graviditeten som et fremmedlegeme i kroppen.


Lene fik medicin, der skal dæmpe hendes immunrespons i perioden omkring, at ægget skal sættes op. Efter et enkelt mislykket forsøg fik hun i maj 2020 lagt to æg op, og den 28. i samme måned testede hun positiv med tvillinger.


“Jeg var helt i uge 25, før jeg for alvor troede på, at jeg skulle være nogens mor. Det har helt sikkert været en måde at beskytte mig selv på.”


Lene Vester-Madsen

Svært med gravide veninder

Ella og Elliot kom som små forsinkede julegaver i december 2020. Det var Lenes klare ønske at føde naturligt, men da Elliot lå med numsen nedad, var det ikke muligt. Derudover var Ella 22 procent for lille, så lægerne er bange for, at hun ikke vil kunne klare en vaginal fødsel. Vandet gik klokken 12.15, og tvillingerne kom til verden ved kejsersnit 16.45 og 16.46. Elliot vejede 2.200 og Ella 1.705 gram.


“Vi var indlagt i seks uger, før vi kom hjem, og det var de hårdeste uger i vores liv. Vi kunne jo ikke få besøg og vise vores mirakler frem på grund af corona.”


Det tog Lene og Kim fire år, fra de planlagde at få et barn sammen, til de stod med tvillingerne i armene.


“Parforholdet kan ikke undgå at blive påvirket af sådan et forløb, som vi har været igennem. Vores perioder med sorg over, at det ikke lykkedes, kom på forskellige tidspunkter, så vi har måttet tale rigtig meget sammen om, hvordan vi kunne støtte hinanden.”


For Lene har det også været svært at rumme sine glade, gravide veninder. Se de store maver og lytte til snakken. Det gjorde så ondt, at hun ikke selv kunne blive det, hun ønskede så inderligt. Hvis Lene i dag skal give et par gode råd til par i samme situation, lyder det: Lad være med at planlægge alting – og lad være med at google alting. “Mind dig selv om, når du desperat forsøger at finde svaret på din ulykke på nettet: Google is not your friend! Jeg har forsøgt at google mig til alting, men det har kun gjort mig mere ked af det. Du kan finde en hvilken som helst problematik og gøre den meget værre. Hvad jeg ikke har fejlet …”, siger Lene og fortsætter:


“Jeg havde planlagt hele min fremtid, og det gjorde det kun sværere, at det ikke lykkedes i de første mange forsøg. Kim og jeg havde aftalt, at det var mig, der skulle sige stop. Selv om det var hårdt for ham, når jeg aborterede, og han skulle se sin kæreste ulykkelig igen. Men alternativet for mig var ikke et liv uden børn. Det var utænkeligt. Vi er mange, der skal igennem nogle kampe for at blive forældre.”


Følg med i Lene Vester-Madsen og tvillingernes liv – både som friske og sovende – på Lenes opdaterede profil @jegblevnogensmor_

Se alle artikler fra hello Baby