Sove i egen seng

Artiklen er lavet i samarbejde med Sine som driver Søvnplejersken.dk

Lurtid


Dette er et område som fylder meget blandt forældre. Meninger og forskning om hvornår en lur er for kort, for lang, god eller dårlig kan være svært at navigere i.
Faktisk findes der meget lidt konkret og tydeligt forskning inden for området små børns lure, og rigtig mange meninger.


Artikel er lavet i samarbejde med Sine som driver Søvnplejersken, og her får i hendes bud på, hvordan I kan håndtere jeres barns lurtid hjemme hos jer.
Dette er med udgangspunkt i den forskning vi kender og med den erfaring jeg har opbygget efter at have hjulpet flere tusinde småbørnsfamilier med søvnen.

En rettesnor

At kunne se hvornår dit barn er træt er væsentlig. Derved kan du lettere som forældre følge dit barns behov for at sove. Men hos nogle børn kan det faktisk være svært. Måske viser barnet bare ikke så mange tegn eller måske viser barnet træthedstegn meget ofte. Derfor kan det være svært som forældre at tolke barnet. Hvornår er barnet træt? Hvornår er barnet sulten? Hvornår keder barnet sig? Og hvornår skal jeg egentlig putte mit barn? Hvis vågentiden er for kort eller for lang kan det give et uhensigtsmæssigt udgangspunkt for en god lur. Er den for kort er søvnpresset for lille til at kunne falde i søvn og/eller sove længe nok. Er den for lang bliver barnet lettere overtræt og kan dermed være svær at putte og sover måske lettere i luren. Så ja, det er ikke altid helt nemt.


Der findes en del forskning som ret præcist kan angive barnets gennemsnitlige søvnbehov i den pågældende alder på et døgn og hvordan disse timer typisk fordeler sig dag og nat. Børn er dog trods alt forskellige, hvilket også betyder at barnets søvnbehov og hvordan sovetimerne i løbet er døgnet, fordeler sig, kan være forskelligt fra barn til barn. Det er helt okay, så længe barnet og familien trives. Nedenstående skema kan måske hjælpe dig til at navigere i om dit barn har et aldersvarende antal lure og om barnets sovetid og vågentid også er alderssvarende.

AlderSøvnbehovAntal lureVågenbehovVågentid pr. gang
Nyfødt16-20 timerVarierer4-8 timer30-60 min.
1-4 måneder14-15 timerVarierer9-10 timer1-2 timer
4-6 måneder14-15 timer3-5 lure9-10 timer1,5-3 timer
6-12 måneder14 timer2-3 lure10 timer2-4 timer
1-2,5 år12-14 timer1-2 lure10-12 timer2-6 timer


Overgangen til færre lure

Hvor mange lure barnet sover afhænger af hvor meget barnet sover om natten, hvor tidligt barnet vågner om morgenen, hvor længe barnet sover til sine lure og hvor meget det enkelte barn kan holde sig vågent i løbet af dagen. I overgangen til færre lure har barnet nogle gange brug for eksempelvis 3 lure og andre dage 2 lure. Du bliver som forældre således nød til at være fleksibel fra dag til dag og se om dit barn har behov for eksempelvis 2 eller 3 lure.


Når barnet begynder at sove en mindre lur, kan det betyde at barnet kan begynde at have behov for at blive puttet tidligere til natten i en periode. En overgangsperiode kan vare alt fra dage til måneder. Især overgangen fra 0 til 1 lur kan være lang.


Nedenfor kan du se nogle tegn på at dit barn er ved at være klar til at gå én lur ned. Alle punkterne er ikke gældende hos alle børn.


♦ Dit barn kan være vågen, glad og tilpas i længere tid.

♦ Dit barn begynder at blive svær at putte til lur.

♦ En eller flere af lurene begynder at blive kortere.

♦ Dit barns puttetidspunkt om aftenen er blevet meget sent

♦ Det er svært at putte dit barn om aftenen.

♦ Dit barn har længere vågne perioder om natten.


For at du og dit barn lettere kan komme ind i den nye rytme med en mindre lur handler det om at strække barnets vågentid så godt du kan. Nogle gange udviser dit barn træthedstegn og pylrethed pga. kedsomhed eller blot fordi de “plejer” at blive trætte på det pågældende tidspunkt.


I overgangsperioden skal de fleste børn have lidt hjælp til at strækkes lidt mere i deres vågentid. Det kræver nok lidt ekstra opmærksomhed og investering i lidt underholdning fra din side. Afhængigt af barnets alder er det væsentligt at variere aktiviteterne noget mere i overgangsperioderne. Det kan du gøre ved at skrue lidt op for underholdningen når din baby eller tumling bliver pylret eller træt.Stræk vågentiden så godt du kan ved at lege en anden leg - gerne hvor du laver et “sceneskift”:


♦ Gå ind i soveværelset og leg kildeleg

♦ Gå ud på badeværelset og leg kuk-kuk-bøh i spejlet

♦ Find sæbeboblerne frem

♦ Put dit barn i bad

♦ Tag en tur på legeplads og giv dit barn en gyngetur

♦ Gå rundt og snak om alle billederne i stuen

♦ Syng en masse sange

♦ Lav gymnastik sammen med dit barn


Hvor skal dit barn sove til lur?

En væsentlig forudsætning for dit barns dagssøvn er at dit barns soveomgivelse(r) i løbet af dagen er forudsigelige.


Mens barnet er nyfødt, har barnet ofte mange forskellige steder at sove: sofaen, viklen, barnevogn, babynest, vugge, forældres favn, slyngevugge, bæresele, brystet, vuggen osv. Det er helt almindeligt.


Når barnet er omkring 1-2 måneder gammel, og barnets søvnmønster i hjernen udvikles og det bliver mere opmærksom på omverdenen, kan det være væsentligt for barnet, at barnets sovesteder om dagen minimeres til 1-2 steder - især hvis barnets søvn i forvejen er udfordrende.


At begrænse dit barns sovesteder kan være med til at skabe tryghed for dit barn fordi det giver forudsigelig. Det kan dermed gøre det lettere at putte dit barn, men kan også være med til at hjælpe barnet videre i søvnen, fordi sovestedet til barnets lur er kendt for barnet og bliver forbundet med at sove.


Det bliver mere tydeligt for dit barn at det skal sove, når det gang på gang puttes det samme hyggelige, rolige og forudsigelige sted.


Så vælg meget gerne 1-2 sovesteder til dit barns lur(e) som giver mening for dig og dit barn. Eksempler på gode sovesteder om dagen kunne være:

Barnevogn

♦ Lift

♦ Vugge

♦ Tremmeseng

♦ Slyngevugge

♦ Vikle

♦ Bæresele

♦ Sammen med dig

Jeg vil anbefale dig at gå med det, der virker for dig og dit barn. Men at det kan være meget væsentligt, for især dig, at dit barn kan sove et sted, så I kan bevæge jer væk fra hjemmet. Eksempelvis i en barnevogn, vikle eller lignende.


Her får du 4 råd, som kan være med til at tilvænne dit barn til en ny soveomgivelse i det tempo du og dit barn magter:


♦ Introducer gerne barnet for soveomgivelsen mens barnet er vågent og tilpas.

♦ Introducer den nye soveomgivelse til blot en lur - gerne den første lur.

♦ Forbered et forudsigeligt putteritual.

♦ Vær ikke bange for at lave en forflytning af barnet - såkaldt transfer.


Det tager tid at introducere nye vaner. For de fleste 3-7 dage før barnet har vænnet sig til det. Efter ca. 2-4 uger er vanen helt forudsigelig og kørt ind – Hvis alle parter var klar til det, vel at mærke.

Korte lure

Korte lure og powernaps er normalt hos babyer og små børn. Det er helt okay så længe barnet overvejende får den søvn det har brug for i løbet af et døgn (se skema), trives og udvikler sig alderssvarende.


Omkring 2-4 månedsalderen sker der for mange spædbørn en ændring i barnets søvnmønster. Flere børn begynder på dette tidspunkt normalt vis at sove kortere lure om dagen. Spædbarnet udvikler sig enormt i denne periode. Barnets hjerne vokser. Verden åbner sig for barnet. Omgivelser og alle nye indtryk suger barnet til sig. På dette tidspunkt kan det derfor være mere vanskeligt for barnet at lukke ned for stimuli og finde roen til at sove. Derfor vil du opleve at dit barn i denne alder ofte have brug for mere ro og hjælp til at sove tilstrækkeligt.


Det er forholder sig også sådan, at når barnet bliver ca. 2-4 måneder gammel, så begynder barnets søvn fysiologisk at ændre sammensætning. Barnet begynder nu at sove i søvncyklusser på 30-45 minutters varighed. Flere børn kan i denne alder derfor få svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet og kan derfor begynde at vågne op efter måske 20-45 minutter, hvor det egentlig skulle sove videre. Og hvornår stopper det så igen? Ja, det er der ikke noget klart svar på. Nogle børn fortsætter med at sove de korte lure og trives med det, andre begynder lige så stille at kunne sove længere lure, ofte omkring 5-6-månedersalderen, og så vil der være nogle børn som i noget tid fortsætter med at have vanskeligt ved overgangene mellem de forskellige søvnstadier og -cyklusser og simpelthen vågner helt op inden de faktisk er udsovede. For andre er det en blanding.


Og hvad kan du så gøre ved de korte lure?


Helt overordnet, så vil jeg anbefale dig at være opmærksom på disse to parametre:


♦ At fokusere på barnets vågentid i stedet for barnets søvn (se evt. skema).

Sikre dig at dit barn har lang nok vågentid til at skabe nok søvnpres til at kunne falde i søvn og sove længe nok.


♦ At sænke barren en smule ved blot at fokusere på én lur ad gangen - gerne en af de første lure hvor du og dit barn har mest overskud.

Til denne ene lur kan du hjælpe dit barn med at sove længe nok ved at gå en lang tur med barnevognen, sidde klar og hjælpe dit barn videre i søvnen med vuggende bevægelse, ”lade” dit barn sove ved dit bryst eller sove en lur tæt sammen med dig.

Lange lure

Måske er det ikke dette afsnit som bliver læst af flest. Jeg vil nu alligevel lige anbefale alle at læse videre. I nogle situationer kan man som forældre godt komme til at stå i en situation, hvor barnet måske sover for meget om dagen. Det kan være det påvirker nattesøvnen og/eller især for mange kan det påvirke putningen om aftenen. Ofte kan lange dagslure især være en udfordring omkring 2-3-årsalderen.


Og må man så vække et sovende barn?

Dette er et spørgsmål som der er delte meninger, holdninger og tilgange til. Min tilgang til dette spørgsmål er, at det kommer an på det enkelte barn og familien. Og at hele barnets døgn SKAL tages i betragtning. Der findes, mig bekendt, ikke noget forskning som viser, at det er skadeligt at vække et barn, så længe barnets samlede døgnbehov for søvn opfyldes og hvis barnet vækkes med respekt for barnets måde at sove på. Det vil sige, gerne efter en endt søvncyklus (efter 30-45 min. eller 60-90 min. eks).

Fra forskning ved vi, at det er vigtigt for vores hjerne at få søvn nok og at søvnen skal indeholde en vis mængde hele søvncyklusser. Placeringen af søvnen og søvncyklusserne er ikke nødvendigvis så væsentlig. Barnet kan vækkes blidt ved at tænde lidt lys, rulle gardiner fra, tage dynen af barnet, tale sagte, nusse barnet etc. Hvis barnet er helt væk, så vent gerne 10-20 min. mere, så barnet ikke vækkes i den dybe søvn. Her kan det nemlig være sværere for barnet at vende tilbage til “normal”.


Børn skal selvfølgelig ikke kun vækkes fordi det passer bedre for de voksne. Hvis barnet skal vækkes, er det for at finde ud af om dette kan give bedre trivsel og måske endda mere søvn på et døgn for barnet. At prøve det af en periode og evaluere efter 2-4 uger, kan være en rigtig fin løsning i mange tilfælde. At justere lidt på luren(e) ved at vække barnet kan være en løsning i overgangsperioden til færre lure eller ingen lur.


MEN! Små børn har brug for pauser i løbet af dagen for at kunne være til - udvikle sig og trives. Hvis barnet ikke “får lov” til at restituere nok i løbet af sin lur kan det resultere i at barnet er mere pylret, har mindre overskud, ikke spiser nok og vil lege mindre. Det er en balance. Som er svær. Det enkelte barns generelle trivsel og sundhed skal tilgodeses og det kan betyde at barnets døgnrytme nogle gange må justeres lidt.

Afslutning

Det kan være så utroligt hårdt og udmattende at faciliterer en hel dag som forældre - særligt når man har et barn der sover korte lure.

Også selvom barnet trives med det og måske sover godt om natten.

STORT knuckle, high five og kram til dig som er forælder til et lille barn. Jeg er sikker på at du gør det bedste for dit barn og det er nok!

Tryg søvn
Gyldendal
Tryg søvn
299,95 DKK
Online
1 butik

Se også

"Tryg søvn" som er skrevet af Sine fra Søvnplejersken.

Søvnplejersken

Artiklen er lavet i samarbejde med Sine som driver søvnplejersken.dk. Sine er både sygeplejerske, sundhedsplejerske og søvnspecialist, og har i over 12 år beskæftiget sig professionelt med børn, og specielt deres søvn.

Søvnplejersken x BabySam

Se eller gense vores live med søvnplejersken, og få endnu flere tips & råd til lurtid, herunder korte og lange lure, overgangen til færre lure og meget meget mere.