Vælg det rigtige sted, når institutionslivet kalder

Har du eller din kæreste været på barsel med jeres baby i et helt år, kan det være angstprovokerende at vide, at fremmede mennesker snart må tage over, når I selv skal tilbage på arbejde. Det er derfor vigtigt at vælge en vuggestue eller dagplejer, hvor I føler jer helt trygge, når I vinker farvel til den lille guldklump om morgenen. Og så er der en lang række praktiske forhold, der er gode at have med i overvejelserne, inden I beslutter jer.


Mavefornemmelse er det vigtigste

Eftersom det er smart, at vuggestue eller dagplejer er tæt på jeres hjem, og at deres åbningstider passer med jeres arbejdstider, bliver feltet som regel automatisk barberet ned, så I har omkring en håndfuld steder at vælge imellem. Og har I tid, er det en god idé at besøge dem alle.



Mavefornemmelse er nemlig en af de allervigtigste faktorer, når I beslutter, hvor jeres baby vil trives bedst. Er der en rar stemning? Virker børnene glade? Bliver I taget godt imod? Fornemmer I en kærlig og omsorgsfuld stemning mellem børn og voksne? Virker pædagogerne glade for deres arbejde? Hvad siger de andre forældre om stedet? Den slags betyder langt mere end økologisk mad og lækkert legetøj.



Når mavefornemmelsen er på plads, er der dog en lang række mere praktiske forhold, som også skal tages med i jeres vurdering. Tag en snak, hvor I beslutter, hvad der er vigtigt for jer, og undersøg så, hvilke steder, der lever bedst op til jeres ønsker.


Stil jer selv de rigtige spørgsmål

Institutionens værdier er en vigtig faktor, som mange glemmer at forholde sig til, mens nulsukker-politik og legepladsens standard tit får mere fokus.


Prøv for eksempel at spørge jer selv, om I er mest til fast struktur og skemalagte dage og aktiviteter? Eller om I trives med et sted, hvor der er plads til masser af fri leg? Er det vigtigt for jer, at institutionen lægger vægt på tidlig indlæring og skoleforberedelse? Eller skal der bare leges igennem?


Er det vigtigt, at stedet vægter natur og udendørsaktiviteter, kreative fag eller meget bevægelse? Hvilke pædagogiske værdier har de? Vil jeres barn trives bedst med en masse omkring sig i en vuggestue eller med færre børn og mere ro hos en dagplejemor?


Når det er på plads, kan I dykke ned i detaljer som kostpolitik, legefaciliteter, soverutiner og den slags. Stil alle de spørgsmål, I overhovedet kan komme i tanker om, og tal gerne med både personale, leder og andre forældre og børn.


Det er jer, der kender jeres barn bedst, og har I lavet en grundig research, vil I bagefter med stor sandsynlighed have en god fornemmelse for, hvor jeres lille guldklump vil trives og passe bedst ind.