Spar 25-40% på ALT tøj & sko! Shop Mid Season Sale.

Forstå din

Vandrejournal

Din vandrejournal følger dig i hele din graviditet, og den er smækfyldt med ord som ødem, gestationsalder, fundusmål og andet lægesprog.

Vi har bedt jordemoder Birgit Thalwitzer fra jordemoder.dk forklare vandrejournalen på almindeligt dansk.

Når du er blevet gravid, skal du altid en tur forbi din egen læge, som opretter en vandrejournal. Hver gang, du er til undersøgelse, scanning eller kontrol i løbet af din graviditet, bliver resultaterne noteret i din vandrejournal, så jordemoderen, lægen eller speciallægen nemt kan få overblik over dit graviditetsforløb – men for en almindelig dødelig kan den medicinske fagjargon være svær at gennemskue.


Hos BabySam vil vi gerne hjælpe alle gravide godt igennem deres fødselsforberedelse. Derfor får du her en hurtig gennemgang af de mest almindelige begreber fra vandrejournalen, så du kan læse og forstå den, også når du ikke lige har en jordemoder ved hånden.

Gravid

Lægebesøg under graviditeten

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle kvinder får 4 konsultationer hos egen læge, 2 ultralydsundersøgelser og 4-7 jordemoderbesøg i løbet af en graviditet. Det kan dog være individuelt fra kvinde til kvinde, hvor mange undersøgelser og konsultationer, der tilbydes – nogle gravide har for eksempel særlige behov og kommer derfor til flere konsultationer end andre.



Ved graviditetsundersøgelserne bliver du dels undersøgt for at sikre, at både du og din baby er sund og rask, dels tilbudt samtale, hvor du kan få svar på dine spørgsmål og blive vejledt i det omfang, du har brug for. Her vil du også få generel information om, hvad der kommer til at ske i din graviditet og hvornår.



Som allerede nævnt kan det være individuelt, hvor mange undersøgelser du bliver tilbudt, og hvornår de finder sted. Som udgangspunkt anbefaler Sundhedsstyrelsen følgende:

♦ 6-10 uger: Konstatering af graviditet ved egen læge


♦ 12 uger: Nakkefoldsscanning


♦ 13-15 uger: Første jordemoderkonsultation


♦ 20 uger: Misdannelsesscanning


♦ 25 uger: Konsultation hos egen læge


♦ 29 uger: Jordemoderkonsultation


♦ 32 uger: Konsultation hos egen læge


♦ 35 uger: Jordemoderkonsultation


♦ 37 uger: Jordemoderkonsultation


♦ 39 uger: Jordemoderkonsultation


♦ 40 uger: Jordemoderkonsultation


♦ 41+ uger: Konsultation med henblik på igangsættelse


♦ 1-10 dage efter fødslen: Jordemoderbesøg


♦ 8 uger efter fødslen: Efterfødselskonsultation hos egen læge

Det er ved disse undersøgelser, at din vandrejournal vil blive bragt i spil – og her kan du støde på mange forskellige fagbegreb, som jordemoder Birgit Thalwitzer forklarer herunder.


Naegels termin

“Naegels termin er den terminsdato, vi beregner ud fra din sidste menstruations første dag. Når du får en ultralydsscanning, får du en mere sikker terminsdato. Den endelige terminsdato bliver bestemt til nakkefoldsscanningen.”


Irregulære antistoffer

“Hvis du tidligere har været gravid (måske uden at vide det) eller har haft en graviditet uden for livmoderen, og din blodtype ikke har passet med dit fosters blodtype, kan du have dannet antistoffer, som kan give blodmangel hos dit barn. Ud af 60.000 fødsler om året i Danmark drejer det sig om ca. 100 tilfælde, hvoraf kun ca. 10 får brug for en blodtransfusion.”


Gestationsalder

“Det betyder graviditetens længde. Målt i antal uger og dage.”


Ødem

“Ødemer er væske i kroppen. Jeg sondrer mellem konstant væske og ødemer, der kommer og går. Hvis jeg kan se, at den gravide ser meget forandret ud, tager jeg en urinprøve og måler blodtryk. Ødemer kan være tegn på svangerskabsforgiftning, og derfor skal det tjekkes.”

Symfyse-fund.-mål

“Det er et mål, vi tager fra skambenet til toppen af livmoderen. Det antal uger, du er i, svarer til det antal centimeter, målet er, men her er det meget vigtigt at tilføje et MEN: For målet er også afhængigt af, hvordan moren ser ud. Er du lang i livet eller kort? Og hvordan ligger barnet placeret. På tværs eller langs? Det betyder også noget.”



Fosterpræs.

“Her noterer vi, hvordan barnet ligger placeret. Det kan være i tværleje, hovedstilling, underkropstilling (med numsen nedad) eller skråleje.”



Fosterskøn

“Et skøn over fosterets vægt. Det vigtige er ikke at nå en bestemt vægt, men at fosteret tager på fra gang til gang.”



Doubletest

“En doubletest tages mellem uge 8 og 13. Det er en blodprøve, som bruges til risikoberegning sammen med nakkefoldsscanningen. Vi måler på graviditetshormonet og et væksthormon.”


Nakkefoldsscanning

“Scanningen udføres i 12.-13. uge, og her måler vi nakkefoldens tykkelse. Sammen med doubletesten og en række andre faktorer giver det et risikotal for, om barnet har Downs syndrom. Vi ser også efter andre misdannelser. En stor del af de store misdannelser bliver opdaget til nakkefoldsscanningen.”


Odds for DS

“DS står for Downs syndrom. Her noteres dit risikotal. Høj risiko er tal på 300 eller derunder. Lav risiko er tal over 300.”


Diabetesscreening (OGTT)

“OGTT står for Oral Glukose Tolerance Test og tages ved forhøjet risiko for eller mistanke om graviditetsbetinget diabetes. Det er typisk, hvis du har et højt BMI, er familiært disponeret for diabetes, tidligere har født et stort barn eller har sukker i urinen. Du møder ind om morgenen fastende og får 75 milligram sukkervand og drikker det. Så måler man dit blodsukker efter en time og igen efter to timer. Dermed ser vi, hvordan din krop arbejder med sukkeret. Det skal være under 9.”


Din vægt

Din højde og blodtype noteres i vandrejournalen, og løbende indskrives din vægt for at se, hvordan din krop reagerer på graviditeten. Jordemoder Birgit Thalwitzer har et vigtigt budskab om netop vægt:


“Jeg har hver dag gravide, der er bekymrede over deres vægt. Min anbefaling er, at du rører dig hver dag og spiser fornuftigt – og i øvrigt ikke bekymrer dig for meget om din vægt. Jeg tog selv 40 kilo på, selv om jeg arbejdede hele graviditet- en og endda ordnede stald, dagen inden jeg fødte. Jeg red også indtil uge 32. Vi er forskellige. Husk det.”

Gem vandrejournalen som minde

Selvom din journal i bund og grund er et stykke papir med en masse lægefaglige termer, så kan den også være et hyggeligt minde om den søde ventetid, som du kan trække frem mange år senere, når du gerne vil tænke tilbage på denne særlige tid i dit liv – og måske endda dele med dit barn, når det bliver stort nok.


Derfor vælger mange kvinder at gemme vandrejournalen i en ”Mine første år”-bog, hvor du også kan gemme håndaftryk, fodaftryk, billeder, dagsbogstanker og andre særlige ting fra din graviditet og babys første tid. Hos BabySam kan du købe flere forskellige scrapbøger, som gør det nemt at gemme minderne til eftertiden.

Denne artikel er en del af BabySnak

Læs mere om BabySnak her


BabySnak

tjekliste til fødselen

Vi guider dig gennem din graviditet og livet som forældre til småbørn. Gå til oversigten over alle artikler her.

Næste gang

Ventetøj & ammetøj

Er tøjet begyndt at stramme? Som gravid er det vigtigt at have tøj på som du har det godt i og hvor maven har plads til at vokse. Vi fortæller her lidt om hvad du kan kigge efter, når du skal have ventetøj og til den efterfølgende ammetid, hvor komfort stadig er vigtigt.