Spar 25-40% på ALT tøj & sko! Shop Mid Season Sale.

Krop, intimitet & parforhold

efter fødslen

Barselsrummet

Artiklen er lavet i samarbejde med Sasha og Louise, der begge er indehavere af barselsrummet, som er en graviditets -og efterfødselsklinik med speciale i den gode ammeopstart og tiden efter fødslen.

Kroppen efter fødslen

Du har båret og født et barn - og det kan mærkes på kroppen. Du bløder, sveder, mælken løber og du får måske meget lidt søvn, hvilket kan påvirke dig både fysisk og psykisk. De fleste kvinder vil opleve, at deres krop både føles og ser anderledes ud efter fødslen, da kroppen gennemgår en række markante fysiske og hormonelle ændringer i løbet af graviditet, fødsel og efterfødselstiden.


Efter fødslen sker der en markant nedgang i niveauet af graviditetshormonerne - herunder progesteron og østrogen. I løbet af graviditeten stiger disse hormoner voldsomt og det pludselige og meget drastiske fald efter fødslen, kan føre til en række fysiske og psykiske symptomer såsom svedeture, træthed og humørsvingninger. Østrogen og progesteron dannes i moderkagen under graviditeten og når moderkagen fødes efter barnet er forløst, sker der en dramatisk hormonel forandring i din krop fra det ene øjeblik til det andet.


Det tager tid for kroppen at lande og samle sig igen oven på en fødsel – måneder, måske år. For mange vil kroppen på nogle måder være forandret for altid. Det kan være skræmmende og man kan ønske at få sin ”gamle” krop tilbage. Kroppen kan virke fremmed og det er helt normalt, at det kan være hårdt at lande i sin krop og forstå hvad der sker i kroppen i tiden efter fødslen. Og det er helt okay at savne hvordan kroppen føltes og så ud inden fødslen. Men tænk på, at din seje krop har båret og født et lille liv – og det ville da være underligt, hvis det ikke kunne både ses og mærkes.


I artiklen kan du læse om:

Fysiske symptomer, som overrasker mange kvinder efter fødslen

Sex efter fødslen

Parforholdet efter fødslen

Her er nogle af de fysiske symptomer, som overrasker mange kvinder efter fødslen:


1) Rigtig mange nybagte mødre oplever at få kraftige svedeture i tiden efter fødslen, men det er sjældent noget man har hørt om inden fødslen. Det voldsomme hormonelle skifte gør, at du vil kunne oplyse nogle voldsomme svedeture, ikke mindst om natten, hvor det ikke er unormalt at kunne vågne badet i sved.


2) Din livmoder vokser i takt med, at din baby vokser inde i maven. Når du har født, skal din livmoder trække sig sammen igen, til den størrelse den havde, inden du blev gravid. I dagene og ugerne efter fødslen vil livmoderen trække sig sammen og begynde at komme tilbage til sin normale størrelse. Den sammentrækning kaldes for efterveer og kan føre til smerter og ubehag i underlivet i de første par uger efter fødslen.


Mange kvinder bliver overraskede og måske overvældede af at opleve veer på den anden side af fødslen. Men det har en meget vigtig funktion for din krop, da efterveerne er med til at stoppe blødningen fra livmoderen.


Hvad mange ikke ved er, at du efter fødslen, uanset om du har født vaginalt eller ved kejsersnit, har et stort indvendigt sår i din livmoder, der hvor moderkagen har hæftet på livmodervæggen. I løbet af de første par dage efter fødslen vil livmoderen trække sig kraftigt sammen for at mindske blødningen herfra. Efterhånden som tiden går, vil sammentrækningerne blive mindre hyppige og mindre intense, og livmoderen vil gradvist finde tilbage til sin normale størrelse.


Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor kraftigt efterveerne mærkes. Oftest vil de kunne opleves kraftigere, hvis man har født mere end ét barn. Har du kraftige efterveer, må du gerne tage smertestillende medicin, men ellers kan en varmepude og dyb vejrtrækning ofte være nok til at lindre smerten.

3) Det er normalt at opleve blødning i dagene efter fødslen og helt op mod 6-8 uger efter fødslen – også hvis du har født ved kejsersnit. De første 2-3 dage efter fødslen vil kvinden normalt have en kraftig blødning, som kan svare til en kraftig menstruation. Det frarådes at bruge tampon. Køb i stedet nogle store efterfødselsbind. Det er også normalt, at der kan komme store klumper blod. Det kan se lidt voldsomt ud, men ganske ufarligt, så længe blodklumperne ikke er større end et æg.


Det vigtige er, at blødningen er stabilt aftagende, som dagene og ugerne går. Blødningen vil typisk skifte farve fra rød til brunlig og til sidst til en lysere farve, inden den helt ophører. Omkring 10. dagen vil mange opleve en kraftigere blødning, da sårskorpen fra livmoderen, hvor moderkagen har hæftet, vil falde af. Det er vigtigt at bemærke, at mængden og varigheden af efterfødselsblødning kan variere fra kvinde til kvinde – vigtigst er det, at blødningen er aftagende med tiden.


4) Har du født vaginalt, vil du formentlig være noget øm og hævet forneden - særligt hvis du er bristet under fødslen. Det kan være en god idé at lave nogle isbind i fryseren, som kan være med til, at lindre smerter og ømhed samt reducere hævelse i underlivet.


"Du kan lave dine egne isbind ved at væde bind med vand og smide dem i fryseren. Og når du skal bruge dem, kommer du blot et rent stykke stof, som f.eks. en sok om bindet - du må endelig ikke få det frosne bind direkte på huden."


De første toiletbesøg efter fødslen kan også være virkelig grænseoverskridende, da mange føler, at deres underliv er ved at falde ud, eller at det er forbundet med fysisk ubehag og smerte. En god idé kan være, at bruge en lille kande med vand eller skylleflaske til at lindre og vaske nænsomt med, i stedet for at tørre med toiletpapir. Du kan også bruge en lun klud til at støtte mellemkødet, hvilket særligt kan være gavnligt, hvis du oplever en kraftig tyngdefornemmelse i underlivet

"Vigtigst af alt, så vær tålmodig og vis omsorg for dig selv og din krop i tiden efter fødslen.


Det er vigtigt, at du giver dig selv tid til at komme dig både mentalt og fysisk ovenpå den kraftpræstation, du har været igennem.


Husk at lytte til din krop og respektér, at den har brug for tid til at hele.

Oplever du smerter, tiltagende blødning eller blodklumper større end et æg, bør du altid kontakte enten dit fødested eller din læge."

Sex efter fødslen


De fysiske og følelsesmæssige forandringer, du kan opleve efter fødslen, kan have indvirkning på sexliv og intimitet. Tankerne om hvornår det er normalt at være intim med sin partner og dyrke sex igen, fylder meget for mange kvinder.


Men det er vigtigt at vide, at der ikke er noget normalt på det punkt – alle er forskellige og alle følelser er lige legitime.


Det er helt individuelt, hvornår man er klar og hvornår man har lyst igen - og de to ting harmonerer ikke nødvendigvis.


Nogle kvinder kan opleve en øget sexlyst på grund af hormonelle ændringer, eller fordi de føler sig mere tiltrukket af deres partner efter at have gennemgået en sådan livsomvæltning sammen.


De kan mærke en overvældende trang til at føle samhørighed med deres partner, men måske har de smerter i underlivet og er ikke fysisk klar til at genoptage et sexliv.


Her er det vigtigt, at din bækkenbund er helet og blødningen er stoppet, så du er sikker på, at din krop fysisk er klar.

Andre kvinder føler sig fysisk klar kort tid efter fødslen, men er der slet ikke mentalt og kan føle sig mindre tiltrukket eller have mindre lyst på grund af fysiske, hormonelle og følelsesmæssige forandringer, træthed eller stress.


Det er helt normalt, at man slet ikke kan rumme tanken om at skulle være fysisk tæt med sin partner, fordi man er helt hudmæt af at tage sig af et lille menneskes behov i døgndrift.


Mange nybagte mødre kan simpelthen ikke rumme anden fysisk nærhed, end den de har med deres baby. Det er også normalt at opleve fysiske problemer ifm. sex såsom hormonbetinget tørhed eller smerter under samleje f.eks. grundet bristning eller spændinger i underlivet.


Desværre er der kvinder, som føler sig forkerte, fordi de ikke har den samme lyst efter fødslen som de havde inden. Men du skal vide, at det er fuldstændig normalt.


Det vigtigste er at genoptage intimiteten i dit eget tempo. Så vær overbærende med dig selv, hvis du ikke kan mærke lysten det første (lange) stykke tid. Husk at lytte til din krop og hvad den fortæller dig.


Og husk, at der kan være nydelse, intimitet og nærvær i mange ting, ikke kun i sex.


Prøv om du kan kommunikere med din partner om dine følelser, tanker og behov, selvom det måske kan virke grænseoverskridende. Det kan også være en god idé at tale med en sundhedsperson eller en sexolog, hvis du har bekymringer eller spørgsmål om din sexlyst efter fødslen.

Her er nogle ting, som du kan overveje:


Gå stille og roligt frem: Det er vigtigt at tage det stille og roligt og give kroppen tid til at komme sig efter fødslen. Fokusér på at være tæt på hinanden og have tid til at snakke og være sammen uden pres for, at det skal føre til sex.


Vær åben om dine følelser: Det er for langt de fleste en stor følelsesmæssig oplevelse at få et barn, og det kan påvirke din lyst til intimitet. Vær åben om dine følelser og tag tid til at tale om det med din partner.


Vær opmærksom på kroppen: Efter en fødsel kan kroppen være øm og træt, og det kan påvirke din lyst til sex. Lyt til din krop og giv den tid til at komme sig.


Find alternative måder at være intime på: Der er mange måder at være intime på, som ikke involverer sex. Prøv at finde alternative måder at vise jeres kærlighed til hinanden på.


Tag imod hjælp: At have en nyfødt kan være hårdt arbejde, og det kan påvirke jeres forhold og lyst til intimitet. Overvej, om I kan få lidt hjælp fra venner og familie til de praktiske gøremål, så I kan få tid til at være sammen og nyde hinandens selskab.

Parforholdet efter fødslen


Når I bliver forældre for første gang, går I fra at leve i tosomhed til at skulle være en lille familie.

Og selvom det måske er noget, I har drømt om længe og glædet jer til, er det helt naturligt, at det kan være en udfordring for jeres parforhold. Dynamikken mellem jer ændres og I skal hver især finde jer selv i jeres nye roller – samt i rollen som forældre sammen. Det er en stor omvæltning i begge parters liv at blive forældre.


Her er nogle typiske udfordringer, som par kan støde på, og nogle tips til at håndtere dem:

1) Manglende søvn og træthed: Nybagte forældre kan opleve søvnmangel og træthed på grund af den nye rutine, ansvaret for en nyfødt baby og mange natlige opvågninger. Det kan føre til irritabilitet, frustration og konflikter. Forsøg at hjælpe hinanden så godt I kan og tag nogle pauser til at hvile og genoplade hver især.


Som nybagte forældre kan det være let at glemme at tage tid til selvpleje, men det er vigtigt at tage sig af sig selv, både fysisk og mentalt, i det omfang det kan lade sig gøre.


Selvomsorg kan være meget forskelligt fra person til person - det kan f.eks. omfatte en sund kost, motion, tid til afslapning og en god nattesøvn. Det vigtigste er, at I begge forsøger at give plads til, at I kan prioritere noget, som giver jer mulighed for at lade op, når I er nede på søvnkontoen.

2) Ændrede roller og ansvar: Med en baby i jeres liv ændres jeres roller og ansvar. Det kan føre til usikkerhed, konflikt og frustration mellem jer. Mange partnere kan føle sig overflødige i den første tid efter fødslen og det kan føre til frustrationer og magtesløshed.


Tag jer god tid til at tale om, hvad I oplever som svært hver især, hvordan I kan støtte hinanden og del opgaverne på en måde, der fungerer for jer begge.


Det er vigtigt at acceptere de ændringer, som følger med at blive forældre og finde måder at tilpasse sig dem på. Det kan være en udfordring, men det kan også give jer mulighed for at vokse og udvikle jeres forhold på nye måder.

3) Manglende intimitet: Efter en fødsel er det fuldstændig naturligt, at den fødende ikke har særlig meget lyst til intimitet og sex med sin partner. Det kan være en udfordring at finde tid og energi til intimitet, når man er træt, stresset, overvældet og forsøger at lande i sin krop igen oven på fødslen.


Tag jer tid til at tale med hinanden om jeres behov og ønsker, og vær tålmodige med hinanden når det gælder intimitet og sex.


Det kan være svært at finde tid til hinanden, når man har en nyfødt baby derhjemme. Men forsøg om I kan planlægge tid sammen og finde måder at tilbringe kvalitetstid sammen på, som ikke behøver at indebære sex, men hvor I kan have fokus på at føle jer tætte og forbundet som par. Dette kan være en simpel ting som at tage en tur ud i naturen sammen eller nyde en middag derhjemme, når babyen sover.

4) Kommunikationsudfordringer: Stress, træthed og de nye livsomstændigheder kan påvirke kommunikationen i parforholdet, som let kan føre til misforståelser og en følelse hos begge parter af at være forkerte. Tal med og lyt aktivt til hinanden.


Og husk hinanden på, at det er en ny situation for jer begge, hvor I måske har brug for at lære at kommunikere sammen på en ny måde.


Det kan være en udfordring at finde tid til at tale sammen, men det er vigtigt at prioritere dette og finde tid til at lytte til hinanden. Søg eventuelt hjælp, hvis I har meget svært ved at kommunikere på en fornuftig måde.

5) Manglende støtte og anerkendelse: Efter en fødsel kan det være en udfordring at føle sig set, hørt og anerkendt i parforholdet – både for den fødende og for partneren, som måske kan føle at han/hun står lidt på sidelinjen i tiden efter fødslen. Det kan føre til en følelse af ensomhed og manglende samhørighed hos begge parter.


Forsøg at give hinanden støtte og anerkendelse, og husk at fejre jeres små sejre og milepæle sammen.


Hvis I begge er villige til at hjælpe hinanden, vil I opleve, at I vil blive bedre til at håndtere de udfordringer, der kan opstå efter fødslen.

Husk, at det er meget mere normalt, end de fleste tror, at opleve udfordringer i parforholdet efter en fødsel.

Det er sjældent rosenrødt og det kræver tid, tålmodighed og kommunikation at navigere igennem den omvæltning, det er at blive forældre.


Hvis jeres udfordringer fortsætter eller bliver for belastende, kan det være en god idé at søge hjælp fra en professionel terapeut eller rådgiver, som kan hjælpe jer med at genfinde den gode kommunikation og samarbejde. Samlet set er det vigtigt at huske på, at tiden efter fødslen kan være en udfordrende tid, men med åben kommunikation, støtte og fokus på hinanden, kan I bevare en stærk og sund relation til hinanden efter fødslen, trods de mange forandringer og udfordringer der må opstå undervejs.

Barselsrummet

Sasha og Louise er begge indehavere af barselsrummet, som er en graviditets -og efterfødselsklinik med speciale i den gode ammeopstart og tiden efter fødslen.


Sasha er jordemoder og ammevejleder, og hendes helt store passion er, at hjælpe mødre til en god ammeopstart og en tryg landing i moderskabet.

Louise er certificeret slynge- og efterfødselsvejleder. Hendes store passion er, at bringe mere tryghed og omsorg til nybagte forældre.