"Nu har jeg taget 12 test – og der er er to streger på dem alle sammen. De er alle sammen positive. Shit mand! Jeg er gravid. Med en lillebitte baby. Hvad fanden gør man så?"
Sådan startede det, da Sofie Linde i maj sidste år fandt ud af, at hun var gravid og skulle have sit første barn med sin mand Joakim Ingversen. De var begge vildt begejstrede for at skulle være forældre, men efter det første chok kom der hurtigt et nyt. For Sofie var på ingen måde vild med at være gravid.
”Jeg var slet ikke forberedt på, hvor hårdt og nedtur jeg syntes, at det var. Jeg havde aldrig hørt om, at det er svært eller hårdt at bage en baby, men det erfarede jeg hurtigt, at det var. Jeg mistede kontakten med den gamle Sofie. Jeg blev hurtigt træt, og jeg havde absolut ingen føling med, hvor meget jeg kunne holde til og overskue. Jeg kunne ikke kende mig selv og mine reaktionsmønstre, og det gjorde mig både ked af det og forvirret,” fortæller Sofie.
Hun oplevede hurtigt, at det ikke rigtig er noget, man taler højt om, så hun kom til at stå meget alene med sine følelser.
”Jeg ved godt, at det er et mirakel, hver gang en kvinde bliver gravid, fordi det faktisk er utaknemligt svært at blive. Du kan hurtigt blive skudt i skoene, at du er 'utaknemlig' og ond, når du siger højt, at du ikke kan lide at være gravid, for tænk nu på alle de kvinder, der kæmper med fertilitetsbehandling og adoption – men det ændrer bare ikke på, at jeg syntes, at det var ekstremt hårdt og til tider ensomt at være gravid,” fortæller hun ærligt.
Sofie forsøgte derfor at finde en bog, der beskrev nogle af de følelser, hun gennemlevede. Men den var ikke skrevet endnu. Derfor skrev hun den selv, og er nu aktuel med den hudløst ærlige Fårking gravid – en fremmed flytter ind, der tager udgangspunkt i uddrag fra Sofies dagbog, som hun skrev i hver eneste dag gennem graviditeten.
Uden omsvøb
"Hvor ville jeg bare give alt lige nu for at blive mig selv igen. Jeg hader at være gravid. Så er det sagt. Dér, der var den. Undskyld lille Trine, men for satan da. Det er grove løjer at være drægtig. Not for me. Så er det sagt."
Sådan skriver Sofie i dagbogen, da hun er omkring 30 uger henne og startede sin dag med at komme for sent til et møde, fordi hun faldt pladask i søvn i S-toget til Valby – og vågnede forvirret op i Høje Taastrup med seks ubesvarede opkald på telefonen. Hun er hudløst ærlig i bogen, og sådan er det nødt til at være, mener hun.
”Hvis bogen ikke var uden filter, ville det ikke give nogen mening at skrive den. Du kan fodre svin med bøger og apps, der fysiologisk fortæller, hvad der sker med kroppen uge for uge under en graviditet, men det er langt sværere at finde ærlige beretninger om de følelser og tanker, man gennemlever. Jeg vidste fra start, at jeg var nødt til at kaste siderne på disken uden finpudsning eller redigering. Det har været ekstremt grænseoverskridende, men jeg minder hele tiden mig selv om, hvad jeg savnede, da jeg var gravid.”
Og én af de ting, hun savnede, var at kunne tale åbent om ikke at kunne lide at være gravid uden at føle, at hun var nødt til at tilføje: ”Altså, jeg er selvfølgelig vildt glad for at være gravid. Jeg elsker mit barn allerede.”
”Implicit findes kærligheden. Jeg kunne ikke lide at være gravid, men jeg elskede at skulle have et barn. Sådan havde jeg det,” forklarer Sofie og håber, at hun med sine ærlige dagbogsberetninger kan give andre gravide kvinder et usødet billede af det tankemylder, der rammer én, når hormoner og baby flytter ind.
”Jeg håber, at kvinder, der er gravide eller gerne vil være det, og pårørende og partnere til gravide vil læse den og kunne relatere til det, jeg skriver. Måske vil de tænke: ’Åh, jeg var ikke den eneste, som havde det sådan’. Eller måske: ’Gud, hvor godt. Der er andre, der er langt mere skøre, end jeg blev’. Forhåbentlig vil de også kunne grine, for det er vigtigt, at man kan grine af situationer, der er svære og hårde. Eller bliver det alt for hårdt at kæmpe sig igennem dem,” fortæller Sofie og understreger, at der er flere pinlige og svære situationer i bogen, som hun sagtens kan grine af i dag. Som da hun for eksempel spiste syv spandauere på én gang: Egentlig ville jeg bare have én spandauer mere. Så jeg startede med kun at varme en. Men den var så lille. Så kom jeg til at varme resten af pakken. Og nu er der kun fire tilbage i ovnen. OG DE SKRIGER PÅ MIG!
Eller da hun vågnede en nat og havde lyst til Astronaut-is og brød fuldstændig sammen, fordi der ikke var flere i fryseren.
Jeg blev så ked af det, for det var det eneste, jeg havde lyst til. Og jeg havde tilmed halsbrand. Jeg gik ind i soveværelset og hulkede så højt, at Joakim vågnede. Og da jeg forklarede, hvorfor jeg var så ked af det, begyndte han at grine. Jeg gik fuldstændig amok. Og vi brugte en hel time på mit hormon-show.
”Det er sjovt. Ikke i øjeblikket, men nu er det virkelig sjovt. Der er ingen skam i noget som helst, når man er gravid. Det er en regel ... som jeg selv har lavet, godt nok ... men det er en regel,” slår Sofie fast.
Alt er glemt
Selv om graviditeten ikke var noget for Sofie, elskede hun tanken om at skulle have et barn. Og da hun endelig fik sin lille datter i armene, gav alt, hvad hun havde været igennem, pludselig mening.
”Det er det største, jeg nogensinde har oplevet. Fødsler er ikke for tøsedrenge. Shit, det er hårdt arbejde. However, alt er tilgivet og nulstillet, første gang man glor ind i de små mandelformede øjne på dit barn, der er en lille lilla, rynket kopi af barnets far. Alt det, som jeg havde gennemgået, var et led i at have skabt så perfekt et lille væsen, og med ét var det pludselig okay,” fortæller hun.
I dag er Trine otte måneder, og Sofie oplever stadig, hvordan hendes følelsesregister udvides hver dag.”Den dag i dag ser Joakim og jeg ofte på hinanden og siger: ’Tænk sig, at vi har lavet hende der?!’. Det er det hårdeste og fedeste ever at blive forældre.”
Og på det store spørgsmål om, hvorvidt hun vil gøre det igen, er der på trods af alle kvalerne ingen tvivl hos Sofie.
”Ja! Naturen har heldigvis programmeret min hjerne, så jeg fuldstændig har glemt, hvor hårdt det var at være gravid, og hvor ondt det gjorde at føde. Til gengæld ved jeg næste gang, jeg skal være gravid, at når det er overdrevet skod, så er der en mening med galskaben. Der er et barn, der skal lave og bages færdigt, og det kræver meget af kroppen. Selvfølgelig gør det det, men kroppen er for vild.”
Om Fårking gravid – en fremmed flytter ind
Bogen er ikke en graviditetsbog i almindelig forstand, men snarere en fortælling om de livsforandringer, der følger med, når du bliver gravid, stifter familie og skifter bane i livet. Omdrejningspunktet er Sofie Lindes ærlige, lattervækkende og nogle gange tåkrummende pinlige dagbogsnotater fra et liv med stor mave.
”Jeg håber, at kvinder, der er gravide eller gerne vil være det, og pårørende og partnere til gravide vil læse den og kunne relatere til det, jeg skriver. Måske vil de tænke: ’Åh, jeg var ikke den eneste, som havde det sådan’. Eller måske: ’Gud, hvor godt. Der er andre, der er langt mere skøre, end jeg blev’. Forhåbentlig vil de også kunne grine, for det er vigtigt, at man kan grine af situationer, der er svære og hårde. Eller bliver det alt for hårdt at kæmpe sig igennem dem,” fortæller Sofie og understreger, at der er flere pinlige og svære situationer i bogen, som hun sagtens kan grine af i dag. Som da hun for eksempel spiste syv spandauere på én gang: Egentlig ville jeg bare have én spandauer mere. Så jeg startede med kun at varme en. Men den var så lille. Så kom jeg til at varme resten af pakken. Og nu er der kun fire tilbage i ovnen. OG DE SKRIGER PÅ MIG!
Eller da hun vågnede en nat og havde lyst til Astronaut-is og brød fuldstændig sammen, fordi der ikke var flere i fryseren.
Jeg blev så ked af det, for det var det eneste, jeg havde lyst til. Og jeg havde tilmed halsbrand. Jeg gik ind i soveværelset og hulkede så højt, at Joakim vågnede. Og da jeg forklarede, hvorfor jeg var så ked af det, begyndte han at grine. Jeg gik fuldstændig amok. Og vi brugte en hel time på mit hormon-show.
”Det er sjovt. Ikke i øjeblikket, men nu er det virkelig sjovt. Der er ingen skam i noget som helst, når man er gravid. Det er en regel ... som jeg selv har lavet, godt nok ... men det er en regel,” slår Sofie fast.
Alt er glemt
Selv om graviditeten ikke var noget for Sofie, elskede hun tanken om at skulle have et barn. Og da hun endelig fik sin lille datter i armene, gav alt, hvad hun havde været igennem, pludselig mening.
”Det er det største, jeg nogensinde har oplevet. Fødsler er ikke for tøsedrenge. Shit, det er hårdt arbejde. However, alt er tilgivet og nulstillet, første gang man glor ind i de små mandelformede øjne på dit barn, der er en lille lilla, rynket kopi af barnets far. Alt det, som jeg havde gennemgået, var et led i at have skabt så perfekt et lille væsen, og med ét var det pludselig okay,” fortæller hun.
I dag er Trine otte måneder, og Sofie oplever stadig, hvordan hendes følelsesregister udvides hver dag.”Den dag i dag ser Joakim og jeg ofte på hinanden og siger: ’Tænk sig, at vi har lavet hende der?!’. Det er det hårdeste og fedeste ever at blive forældre.”
Og på det store spørgsmål om, hvorvidt hun vil gøre det igen, er der på trods af alle kvalerne ingen tvivl hos Sofie.
”Ja! Naturen har heldigvis programmeret min hjerne, så jeg fuldstændig har glemt, hvor hårdt det var at være gravid, og hvor ondt det gjorde at føde. Til gengæld ved jeg næste gang, jeg skal være gravid, at når det er overdrevet skod, så er der en mening med galskaben. Der er et barn, der skal lave og bages færdigt, og det kræver meget af kroppen. Selvfølgelig gør det det, men kroppen er for vild.”
Om Fårking gravid – en fremmed flytter ind
Bogen er ikke en graviditetsbog i almindelig forstand, men snarere en fortælling om de livsforandringer, der følger med, når du bliver gravid, stifter familie og skifter bane i livet. Omdrejningspunktet er Sofie Lindes ærlige, lattervækkende og nogle gange tåkrummende pinlige dagbogsnotater fra et liv med stor mave.