Det kan være lidt af en udfordring at rydde op, vaske tøj, lave mad eller afvikle andre dagligdags opgaver, hvis det hele skal foregå med en baby på armen. Med en vikle eller bæresele kan du tilbyde din baby fysisk nærhed og tryghed, imens du stadig får noget fra hånden. Og så er det en nem løsning hvis I er ude og baby vil op til dig - men hvad er egentlig vigtigt at have øje for, når du vælger bæremetode?
Først og fremmest er det en god idé at tage stilling til, hvor meget og hvor længe du gerne vil bære din baby. Hvis du gerne vil bære over lange tidsintervaller, er en vikle formentlig ikke den rette løsning for dig, da den ikke giver barnet den nødvendige ergonomiske støtte i længere tid ad gangen. Her vil en bæresele i stedet være det rette valg, da den giver korrekt støtte til både dig og barnet.
I det hele taget er det vigtigt, at du husker at tænke på dig selv, når du vælger bæremetode. Hvis du har fået kejsersnit eller har gennemgået en hård fødsel, er det vigtigt, at du tager den med ro og ikke belaster kroppen for meget. Vælger du en vikle som bæremetode, skal du sikre dig, at den fordeler vægten af baby uud over hele din ryg, så du ikke får ondt i ryggen af at bære. En god metode til at fordele vægten er, at du bærer baby så tæt ind til kroppen som muligt - gerne i kysseafstand.
♦ Vikler egner sig særligt godt til nyfødte, da du kan bære din baby helt tæt til kroppen og tilbyde dit barn fysisk nærhed, imens du har hænderne fri.
♦ Mange små børn kan i begyndelsen have svært ved at ligge vågne i barnevognen, når I er på tur. En vikle giver tryghed til de mindste.
♦ En vikle er fremstillet af fleksibelt stof, som gør det nemt at flytte rundt på dit barn, når du bærer. Hvis dit barn har brug for at blive skærmet lidt, kan du nemt trække stoffet en smule op.
♦ Vikler er som oftest billigere end bæreseler og fylder ikke i oppakningen, når I skal hjemmefra.
♦ En bæresele kan bruges til både helt små og lidt større babyer - dog er bæreseler "forudstøbte," så det er vigtigt, at du køber én, som passer til din babys alder og størrelse.
♦ Bæreseler giver god ergonomisk støtte og kan indstilles, så de passer til både far og mor. Når selen er tilpasset ordenligt, kan du bære dit barn i længere tid, end du kan med en vikle.
♦ En bæresele beskytter din ryg og dine skuldre, fordi vægten af barnet fordeles midt på din krop.
♦ I mange bæreseler kan du vende din baby både ind mod dig og ud mod verden. En sele kan derfor også være til glæde for dit barn, når det bliver lidt større og mere nysgerrig på omgivelserne.
► Undgå at bære dit barn i en vikle over din ene hofte. Det er ikke en ergonomisk god position for dig.
► Brug tid på at indstille din bæresele korrekt. Helst inden dit barn begynder at skrige højt, for så får du det ikke gjort ordenligt.
► Når du indstiller selen, skal det meste af dit barns vægt være fordelt på dine hofter.
► Dit barn skal sidde i en M-position som en lille frø med knæene lidt højere end det nederste af numsen.
► Du skal sørge for en rygstøtte, der går helt op til skuldrene, så længe dit barn ikke er stabilt i nakke, mave og ryg. Det er vigtigt at dreje sit barns hoved til begge sider.
► Dit barn skal ikke sidde alt for længe fastlåst i en bæresele, men du skal heller ikke være bekymret for at ødelægge den lilles ryg. Det er meget vigtigt, at de mindste er trygge, og her er en bæresele en god løsning.
► Sørg for, når dit barn er vågen, at strække hans eller hendes ben og arme godt ud og bevæge dem igennem flere gange om dagen, så din baby ikke altid er krøllet sammen i kroppen.
► Huske at tage hensyn til dig selv, når du bærer, især hvis du har fået kejsersnit eller har haft en hård fødsel.
Kilde: Børne-ergoterapeut og kraniosakralterapeut Mette Vainer Wegloop fra tumlastik.dk
♦ STØRRELSE Om det kun er dig, der skal bruge selen, eller om den skal kunne indstilles til flere.
♦LUKNING Hvis du skal have glæde af selen, skal den være nem at bruge. En let åbne- og lukkemekanisme er afgørende.
♦ STILLING Overvej, om dit barn skal kunne sidde både vendt mod dig og senere vendt mod verden.
♦ MATERIALE Tænk på, hvilken årstid du regner med at bruge bæreselen i. Et kraftigt materiale med overtræk er fint til vinter, mens et tyndere materiale, der tillader luft at slippe igennem, er bedst til sommer.
♦ VASK Hvis dit barn gylper meget, kan det være en fordel med en sele, der kan vaskes ved lidt højere temperaturer.
Generelt kan man begynde at bruge en vikle fra fødslen, så længe man sørger for at støtte barnets hoved og nakke korrekt. Det er vigtigt at vælge en ergonomisk vikle, der støtter barnets ryg og hofter korrekt. Hvis du er usikker på, om din baby er klar til at sidde i en vikle, kan du konsultere en sundhedsplejerske eller anden ekspert for vejledning.
Der er ikke en fast tidsgrænse for, hvor længe en baby må sidde i en vikle, men du bør altid sørge for, at barnet er godt støttet, og at deres hoved og nakke er i en sikker position. Tjek jævnligt, om barnet er komfortabelt, og giv det pauser, hvis barnet ikke virker tilfreds eller er urolig.
Læs mere om BabySnak her
De første par måneder af babys liv er legetøj ikke så vigtigt, men derimod nærhed med mor og far. Men lige fra når baby er klar til gradvist at udforske lidt af verden på egen hånd, så er legetøj vigtigt for dit barns udvikling, hele barndommen igennem.