#HeltÆrligt

Maria Prüsse

“Jeg ventede et nyt liv, mens min mor var døende”

Da Maria var gravid med sit tredje barn, fik hendes mor konstateret en hjernetumor. Hun døde et par uger efter Billys fødsel, og Maria måtte gå på barsel i sorg.

Hvordan husker du starten af din graviditet?

“Som alt andet end rosenrød. Juleaften fortalte jeg mine forældre, at jeg var gravid, og allerede et par uger efter faldt min mor helt uventet om derhjemme. En scanning viste, at hun havde en tumor i hjernen, og derfra gik jeg fra at være lykkelig gravid til at være angst og bekymret for min mor. Min graviditet blev noget sekundært, og jeg kunne glemme helt, at jeg havde et barn i maven. I stedet fik jeg travlt med at ledsage min mor til lægesamtaler og stråling.”

Hvordan påvirkede din mors tilstand dig?

“På et tidspunkt ringede jeg til min søster, fordi jeg var nervøs for at få et deprimeret barn. Jeg græd så meget, at jeg var bange for, at det ville påvirke min baby. Rent praktisk hjalp jeg i en periode min far med at passe min mor hjemme. Det var grænseoverskridende. Jeg intimvaskede min mor og skiftede hendes ble. Samtidig kørte mine graviditetshormoner i kroppen. Til sidst brød jeg sammen. Jeg havde brug for at være pårørende og ikke plejepersonale. Min mor havde det rigtig dårligt, og jeg synes ikke, at det var værdigt for hende, at jeg skulle vaske hende. Frem for alt havde jeg selv brug for tid og plads til at være ked af det. Vi besluttede at finde et hospice til hende, og det var verdens bedste beslutning. Dér kunne jeg puste lidt ud.

”Hvad vil du pege på som et godt minde fra den tid?

“Jeg sad en eftermiddag og lakerede min mors negle. Det var lige efter, at hun var kommet på hospice, og det gjorde jeg hver uge, fordi hun var en forfængelig dame. Hun kiggede på mig og aede mig på maven og sagde, at hun var glad for, at det var hende, der skulle herfra, og ikke mig, og så smilede hun og sagde, at hun glædede sig til at møde Billy.”

Hvordan foregik din fødsel?

“Jeg skulle have et planlagt kejsersnit, fordi jeg får meget store børn. Da jeg nærmede mig termin, fik jeg fremrykket min dato med 10 dage, fordi Billy allerede var skønnet til over 4.000 gram. Det var heldigt, for aftenen før besøgte jeg min mor, og dér fortalte lægerne mig, at min mor snart ville gå i koma. Da jeg sagde godnat til hende, sagde jeg: “Nu holder du dig altså vågen, så du kan se mit barn.” Næste morgen fik jeg kejsersnit, blev udskrevet, så snart jeg var ude af narkosen, og blev kørt i rullestol ind på min mors hospice. Hun nåede at sidde med Billy i sine arme i 10 minutter. Samme aften gik hun i koma, hun vågnede aldrig igen og døde 14 dage senere.”

Hvordan reagerede du på fødsel og død på én gang?

“Jeg gjorde min mor i stand før begravelsen, så jeg sad der med min døde mor, mens Billy lå i sin lift på gulvet. Død og sorg sammen med et lille nyt liv – det var så voldsom en oplevelse. Jeg blev arrig – og jeg ville for eksempel ikke have Billy døbt. Vores to store børn er blevet døbt, men jeg fik det sådan: Gud skal ikke have lov at velsigne mit barn, når han tog min mor. Jeg ville ikke ind i den kirke igen, hvor jeg havde begravet min mor. Jeg tænkte ikke rationalt og var gal på alt og alle, og det blev min lille magtdemonstration midt i al min magtesløshed. Billy var den mest vidunderlige lille dreng. Men han havde kolik, og jeg gik mange ture med ham, også om natten. Jeg kunne få sådan nogle tanker: “Tænk, hvis jeg kunne bytte ham for min mor.” Jeg elskede jo mit lille barn, men jeg skulle bearbejde to helt modsatrettede følelser af sorg og lykke på én gang. Og jeg manglede jo min mor til at hjælpe mig.”

Hvad hjalp dig igennem?

“Min familie og mine venner. Det hjalp mig også at ordne praktiske ting for min far, selv om han fint kunne klare sig selv. Og så var det en forløsning at græde. Jeg græd meget. I starten spekulerede jeg på, om Billys kolik var min skyld. Havde han overtaget min ondt i maven? Men det var irrationelt, og han er helt okay og fik kærlighed, selv om jeg var i sorg. Mine store børn var også en del af processen. Med dem gik livet videre. Jeg kunne ikke ligge i fosterstilling og amme. Jeg måtte op og være der for dem.”  

Har du også læst...