Hvorfor besluttede du at få barn alene?
“Jeg havde da håbet at få et barn med en mand, men jeg fandt ham bare aldrig. At få et barn var et stort ønske hos mig, og jeg overvejede flere gange at gøre det alene, men hver gang virkede det som en alt for stor mundfuld. I stedet forsøgte jeg at nøjes med at være en populær legetante for mine veninders børn. Men så bad en af mine veninder mig overveje sagen en ekstra gang. Der var ikke længe til, jeg fyldte 40, og det begyndte at haste, hvis jeg skulle have hjælp fra en offentlig fertilitetsklinik. Og så kunne jeg mærke, at det var noget, jeg blev nødt til at gøre.”
Hvordan gjorde du rent praktisk?
“Først fik jeg en henvisning fra min læge til en klinik. Jeg kiggede nok 200 profiler igennem for at finde den rigtige donor til mit barn. Jeg var interesseret i at få så mange detaljer som muligt, som jeg kunne give videre til min søn, og i at finde en donor, jeg følte, jeg kunne relatere til personligt. Jeg endte med at vælge en sydamerikansk donor, som mit barn har mulighed for at møde som 18-årig. Jeg synes, at den mulighed skal være der. Samtidig er det fint, at han er så langt væk, så Gilbert ikke skal gå og spekulere på, om alle mænd, han møder på gaden, mon er hans far. Da jeg havde besluttet mig, gik det nemt. Jeg blev gravid i andet forsøg uden brug af hormoner.”
Hvordan forberedte du dig?
“Jeg havde haft mange år til at forberede mig og læst mange bøger. Der var ikke noget, der på den måde overraskede mig. Jeg vidste godt, at det ville blive vanvittig hårdt. Gilbert sov ikke rigtigt i et år. Og fordi jeg fik et akut kejsersnit, måtte min mor bo hos mig i starten og aflaste. Jeg tror måske, at jeg havde forventet, at jeg ville være bedre til lige at tage mit barn under armen og tage lidt barsel i Thailand, men jeg har siddet meget alene hjemme. Det har været vigtigt at skabe tryghed for mit barn, men også for mig selv.”
Hvilke tanker har du om, at dit barn mangler en far?
“Et barn har brug for mange ting. For eksempel en far, men også et trygt og stabilt hjem, hvor forældre ikke skændes. Det er svært at opfylde alt. Mit barn får langt hen ad vejen de ting, der skaber et godt fundament for et barn. Jeg vil ikke negligere, at den manglende far bliver et livsvilkår, der kræver ekstra omsorg og forklaring fra min side. Jeg er bevidst om at fylde vores liv med gode venner, der kan give ham noget, jeg ikke kan. Men selvfølgelig bliver det et afsavn.”
Hvad er det bedste ved at være alene?
“Jeg skal ikke gå og være bange for at blive skilt og skulle dele Gilbert med nogen. Jeg er vild med mit barn og vil gerne være sammen med ham hele tiden. Jeg synes, at jeg er en god mor og opdrager for ham. Han får den bedste version af mig, uden at jeg skal diskutere med andre. Vi har en nærhed, som ellers ville være svær at opnå. Og med min historik i parforhold oplever jeg det som en lettelse, at jeg ikke også skal bruge kræfter på at pleje et forhold.”
Hvad er det værste ved at være alene?
“At det er op til mig alene at sørge for, at Gilbert får et godt liv. Jeg er den eneste voksne, og jeg er en følsom type. Jeg er flere gange tidligere gået ned med stress. Bevidstheden om, at det er mig, der alene skal hente pengene hjem til at forsørge os, kan indimellem være overvældende.”
Hvad er det vigtigste, du har lært?
“Jeg har fået et helt vidunderligt barn, og jeg er meget taknemmelig. Jeg glæder mig til tusindvis af oplevelser sammen i fremtiden. Mit barn trives godt, selv om han kun har mig. Men det er en vanvittig forandring at stå igennem alene. Selv da jeg havde besluttet mig for at gøre det, tvivlede jeg stadig på, om det var det rigtige. Jeg tror ikke, at den tvivl forsvinder helt. Det vil altid være en spekulation, om jeg kan give ham et lige så godt liv som de børn, der har to forældre. Og de tanker skal jeg kunne holde til oven i alle de praktiske udfordringer, og dem er der mange af. For det er benhårdt. Vidunderligt, men også virkelig hårdt.”
Da Maria var gravid med sit tredje barn, fik hendes mor konstateret en hjernetumor. Hun døde et par uger efter Billys fødsel, og Maria måtte gå på barsel i sorg.
Sine blev syg, mens hun var gravid. Så syg, at lægerne satte fødslen i gang før tid, fordi smerterne fra hendes nyre blev uudholdelige.
Alyzza er gravid med sit tredje barn og er kun 28 år. Hun har aldrig fortrudt, at hun er tidligt på den, selv om hun nogle gange må kæmpe med folks fordomme om unge mødre.
Da Rebekka fik at vide, at hun ventede et barn med Downs, var hun ikke i tvivl: Hun ville kæmpe med alt, hvad hun har, for et godt liv til sin datter.