Huskeliste til første

dag i vuggestuen

Når din baby skal starte i vuggestue eller hos en dagplejer, skal I bruge en del tøj og udstyr, I ikke nødvendigvis har haft brug for før nu.

Vi har samlet en huskeliste, som der oftest er behov for.

Listen varierer fra sted til sted

Det er en helt speciel tid, når barslen er forbi, og dit barn måske skal starte i en ny vuggestue eller dagplejer. Det kan give spørgsmål til hvad jeres barn kan få behov for og hvad som forventes at I medbringer.


Før I møder op første dag, kan det dog være en god idé at kontakte jeres nye vuggestue eller dagplejer, da det kan være forskelligt hvad som er nødvendigt fra sted til sted. Nogle steder anbefales det eks. at barnet sover i sin egen barnevogn og visse steder skal man måske have sine egne bleer med, hvor det andre steder er med i prisen som man betaler. Så inden I køber alt ind, så spørg hellere jeres nye sted, hvad de anbefaler forældrene at medbringe.

Basistøj og ekstra skiftetøj

Oftest har hvert barn sin plads/kurv, hvor det kan være en rigtig god idé at have lidt skiftetøj liggende. Der kan nemt ske uheld, barnet taber mad/vand på blusen eller måske tisser lidt igennem. Hav derfor gerne ekstra et par ekstra bodyer, et par ekstra bukser, strømper og en varm strikbluse liggende i institutionen. Du kan opleve at få vådt/beskidt tøj med hjem, som er samlet i en pose, så I kan tage det med hjem og vaske det.


Når barnet bliver omkring de 1½ - 2 år, anbefaler nogle pædagoer at barnet får to-delt undertøj med, så de kan lære børnene selv at tage tøj på.

Vælg gerne at have noget tøj liggende, som gerne må blive beskidt eller hvor I ikke bliver kede af hvis det går lidt i stykker.

Praktisk overtøj til vuggestuen

En flyverdragt, et par gode vandtætte støvler, vanter uden snor og en elefanthue er uundværlige i de koldeste måneder. I efteråret kan termotøj være nok, mens I om sommeren måske kan nøjes med en vindjakke. Tilpas overtøjet til vejret, men tænk altid over, om dit barn kan bevæge sig frit, om det sidder til ved fødder, hals og ærmer, om det er nemt at tage af og på, og om det er lavet i et praktisk, helst vandtæt, materiale. Den fine lyse uldjakke med 20 små knapper er f.eks bedre egnet til, når I skal besøge farmor, end til en lang dag, hvor der bliver tumlet i en fugtig sandkasse.


Kan dit barn endnu ikke gå, kan et par futter/overtrækssko med justérbar velcrostrop være gode at have i de lidt kolde måneder, hvor barnet kravler rundt i sandkassen udenfor.


Det kan også anbefales at have to flyverdragter, når først dit barn begynder at være længere tid ude - én til institution og én til hjemmebrug. Flyverdragter kan hurtigt blive mudret efter en sjov dag med udeleg, så der kan være behov for at vaske den en gang eller to i løbet af ugen.


Tøj til at sove ude i

Sover børnene ude, skal du også pakke til det. Alt afhængig af årstiden, sover dit barn måske blot i sin body og måske en lille strikbluse, inden under en kørepose/dyne. I de kolde måneder kan det være en god idé at have en ulddragt, varme futter, evt. vanter, og en hue.


Husk også bamse, sutteklud, sut eller hvad dit barn ellers finder ro ved, når det er sovetid.

Hjemmesko/sutsko

Er din baby lige kommet op på benene, skal hjemmeskoene være helt bløde og eftergivende med skridsikre såler. Det kan f.eks. være et par bløde skindfutter.


Er det for varmt til sutsko, kan sokker med dutter under også anbefales. Disse er skridsikre, så dit barn ikke glider så nemt på gulvet. ​​​​​​​

Regntøj

Regntøj og gummistøvler er et must i garderoben, når man bor i Danmark! Bukser med stropper under fødderne og seler minimerer risikoen for våde fødder. Er det koldt udenfor, kan dit barn sagtens have termotøj på indenunder regntøjet.

Sutter

Hvis dit barn bruger sut, så husk at tage et lille udvalg med. Små børn deler gladeligt ud af sine sutter til sine kammerater, så hjælp gerne pædagoerer med at skrive barnets navn på sutterne, så de bedre kan holde styr på dem.​​​​​​​

Obs! Husk navn i tøjet

Skriv altid navn i mærkerne i nakken, på vaskemærket eller på indersiden af fx gummistøvlerne. Ellers kan meget tøj og udstyr forsvinde i mængden, komme med andre forældre hjem, eller ende i glemmekassen, hvor ingen kender ejermanden. Der findes flere steder online, hvor du kan bestille fine og sjove navnemærker der er nemme at sætte på tøjet.

Lille rygsæk eller taske

En lille taske er især praktisk, hvis vuggestuen skal på udflugt, men den er også god at have for jer som forældre, så I kan samle dagens skiftetøj, din barnets hjemmelavede kreationer, sedler fra institutionen osv. Det kan også være en god idé at tage alt tøjet med hjem i weekender for at vaske det, og her kan tasken være rigtig god.

Hold igen med pynt

Praktisk tøj er altså hovedingrediensen, når der skal pakkes til vuggestuen/dagplejeren. Hårbøjler, smykker og små søde spænder til håret - det er ikke praktisk, det kan blive væk og i værste tilfælde være farligt, hvis dit eller et andet barn puttet det i munden.

HUSKELISTE TIL INSTITUTIONSSTART


ALTID

• Ekstra skiftetøj (1-2 ekstra body, bukser, varm bluse, strømper)

• Regntøj/gummistølver

Rygsæk/taske

• Ekstra sutter

• Evt. sovebamse


FORÅR/SOMMER

• Kortærmet bluse/body

• Solhat

• Sandaler/sneakers/prewalkers

• Sommerjakke/termojakke


EFTERÅR/VINTER

• Flyverdragt

• Hjemmesko/sutsko

• Overtrækssko/regnfutter (Hvis dit barn endnu ikke kan gå)

• Støvler/sneaker

• Hue/vanter

Denne artikel er en del af BabySnak

Læs mere om BabySnak her

Sidste gang

Tid til de første startersko?

startersko

Er dit barn blevet mere modig, når det kommer til at komme op på benene? Så er de første skridt måske på vej, hvis de ikke allerede er taget.Så er det sandsynligvis også snart tid til at kigge lidt på fodtøjet til dit barn. Vi guider dig til de første begyndersko.​​​​​​​

Næste gang

Fri for kemi i legetøj

kemi i legetøj

Kemi i legetøj? Heldigvis er der i dag meget fokus på at legetøj ikke må indeholde farlig kemi og ftalater. Vi gør dig lidt klogere på kemi i legetøj og hvad du skal være opmærksom på.​​​​​​​