OBS! Vi tilbyder lige nu fri fragt til GLS Pakkeshop. Hjemmelevering nu kun 39,-

#HeltÆrligt

Dennis Andersen

“Jeg kommer aldrig til at tænke på de første uger som en god tid”

Dennis er far til tvillinger, der blev født i uge 25. I dag er de store, raske børn, men deres start på livet var usikker, og Dennis var skrækslagen.

Hvordan oplevede du graviditeten?

“I starten som angstfyldt, fordi det havde været svært at blive gravid. Først omkring uge 23, hvor vi skulle til en ekstra scanning, fordi vi ventede tvillinger, var jeg begyndt at tro på, at det ville lykkes. Men i stedet for at blive beroliget ved scanningen blev min kone, Lea, indlagt, fordi hendes livmoderhals havde trukket sig sammen, og hun var i fare for at gå i fødsel. Jeg husker det som aldeles rædselsfuldt. Jeg aflyste det møde, jeg skulle have været til efter scanningen, og i det hele taget alt arbejde. De næste uger forsøgte jeg at holde humøret oppe hos Lea, selv om jeg var lige så skrækslagen som hende. Lea skulle ligge helt stille. Jeg optrådte som sygehjælper og vaskede hende hver dag, så hun ikke skulle bevæge sig ud i bad. Det føltes naturligt i situationen, men det er den slags, der bagefter virkede helt gakket, at jeg stod og intimvaskede fru Andersen.”


Hvad skete der, da fødslen gik i gang?

“I uge 25 fik Lea veer om natten. Jeg var på hospitalet. Fædre må egentlig ikke overnatte, men personalet ser gennem fingre med det og er i det hele taget overmenneskeligt dygtige til både det lægefaglige og psykologiske arbejde, de har. Lea fik vehæmmende medicin, men uden effekt. Bagerst i min hjerne fandt jeg nogle råd om, at jeg skulle rose Lea under fødslen, så det gjorde jeg med en følelse af at være ufattelig meget på udebane. Men igen: Personalet var også opmærksomme på mig midt i alt det, de ellers skulle. Der var et mylder af mennesker på fødestuen, hvor et helt team stod klar til at modtage hvert barn.”


Hvad oplevede du i fødselsøjeblikket?

“En massiv lettelse over, at begge børn var i live, og eufori over, at det lykkedes, samtidig med at de helt tydeligt var to virkelig sårbare små mennesker. Anton kom først og var lige over 800 gram, og Nanna vejede lige over 900 gram. De skulle intuberes, fordi de ikke kunne trække vejret, og de kom direkte i kuvøse.”


Hvordan var de første uger efter fødslen?

“En neonatal-afdeling er en verden, der lukker sig om sig selv. Jeg kommer aldrig til tænke på de første akutte uger som en god tid. Vi ventede på, at børnenes organer udviklede sig, så de kunne klare sig selv. Det var her, jeg var mest bange. Usikkerheden var stor, og alle de ting, som kunne gå galt, var overvældende. Noget af det, som lyste op, var det, vi faktisk kunne gøre. Jeg blandede næringspulver i den mælk, Lea ammede ud, og gav Nanna og Anton mælken intravenøst. På den måde var jeg meget ligestillet som far.”


Hvornår begyndte du at tænke, at det nok skulle gå?

“Da det blev mere hverdag, og vi snart skulle udskrives. Vi var indlagt fra januar til maj, men jeg begyndte så småt at arbejde igen efter seks uger, hvor vi blev overflyttet fra Rigets akutafdeling til Hvidovre Hospital. I starten var jeg splittet over at skulle på arbejde, men det var også rart at være blandt mennesker, der ikke kun taler om liv og død. Jeg begyndte at se lysere på det hele. Lea og jeg læste en artikel om, hvordan mænd og kvinder reagerer forskelligt på et forløb som vores, og først grinede vi af det, men det viste sig at passe fuldstændig, at jeg hurtigere slappede af, mens Lea dobbelttjekkede alt og fik øje på alt det, som stadig kunne gå galt. Jeg tror, det hjalp mig, at jeg tidligere kom ud i virkeligheden og kunne tale med mennesker, der ikke var en del af det. Selv om jeg ikke helt kunne sige, hvordan det helt præcist var. Ingen kan få en bid ned til frokost, hvis man fortæller om den lyd af først en alarm, der går i et værelse på afdelingen, så lyden af gungrende træsko fra sygeplejersker og læger på gangen. Så en forfærdelig stilhed. Og så et skrig. Når man er på en neonatal-afdeling, så er der nogle børn, som ikke klarer den.”


Hvad hjalp dig undervejs?

“Mens vi var indlagt, skrev jeg hver fjerde dag en mail til venner og familie om, hvordan det gik. Jeg fik mange kærlige svar, som varmede, også selv om ingen anede, hvad de skulle stille op. Jeg var også heldig at have en arbejdsgiver, som hele tiden har været forstående, og det er ret unikt, kan jeg forstå på andre.”


Hvordan har forløbet påvirket dit parforhold?

“Den start vores børn fik, har gjort noget ved vores forhold. Selvfølgelig får alle nye forældre et andet makkerskab i forholdet, men vi fik en alarm i kroppen, der betød, at vi altid tog os af børnene først, og så måtte alt andet vige, og vi skal stadig næsten tvinge os selv til at gøre noget for vores egen skyld. Men det skal vendes, for ellers bliver det noget, vi skal bøvle med på langt sigt.”

Relaterede artikler

SIMON - SKILSMISSE

Simon blev skilt for tre år siden. I dag har han en ny kæreste og har fået en ny hverdag med datteren Frederikke på 5 år.

MARIA - SORG

Da Maria var gravid med sit tredje barn, fik hendes mor konstateret en hjernetumor. Hun døde et par uger efter Billys fødsel, og Maria måtte gå på barsel i sorg.

MICHAEL - FØDSLEN

Rollen som far til en fødsel er ikke helt nem. Michael C. Jensen har lige været der, og der er især én beslutning, han var glad for at have taget på forhånd.

STINNE - BARN ALENE

Da Stinne nærmede sig de 40 år, kunne hun ikke risikere at vente længere på, at den rigtige mand dukkede op. I stedet valgte hun at blive gravid med en donor og få sin søn alene.