Et hyggeligt miljø omkring puslebordet er rigtig vigtigt, så din baby ikke kommer til at kede sig, og det er derfor vigtigt, at der er en masse at kigge på. Et godt råd er at hænge en fin uro op, som bevæger sig, eller en af dit barns yndlingstøjbamser i en tynd snor, så din baby kan kigge på den og blive aktiveret. Sæt en hylde op, hvor der er plads til legetøj, lidt pynt og tøj, det giver mulighed for at have det hele samlet ét sted. Derudover kan du sætte et personligt præg ved at hænge billeder op, der betyder noget særligt, eller for eksempel en opslagstavle, som du kan pynte med privatfotos, minder, postkort m.m. Det giver en personlig og familiær stemning omkring puslebordet.
Det er også en god idé at vælge et puslebord med skuffer, her kan du gemme ting som vådservietter, bleer og tøj væk, så puslepladsen ikke bliver så rodet at kigge på. Det gør det også nemmere at arbejde ved og er en god praktisk løsning. Du kan med fordel vælge et puslebord, som kan blive lavet om til en kommode, her kan du tage toppen af, så puslebordet bliver til en almindelig kommode. Det giver mulighed for at genanvende puslebordet til en fin kommode til opbevaring, og på den måde får puslebordet en længere levetid.