#HeltÆrligt

Anne Bøtcher Jacobsen

“Jeg fik en efterfødselsreaktion”

For Anne Bøtcher Jacobsen blev tiden på barsel slet ikke som ventet. Hun fik en efterfødselsreaktion og følte sig først rigtig som mor, da hendes datter fyldte 1 år.

Hvordan oplevede du det at være gravid?

“Jeg havde en ubesværet graviditet, og jeg cyklede indtil den dag, jeg fødte Dagmar. Hun var planlagt, og jeg glædede mig til at skulle være mor. Retrospektivt kan jeg dog se, at jeg var ret optaget af, at mit barn ikke skulle ændre, hvem jeg var, og hvad jeg kunne i mit liv. Jeg skulle fortsætte, som jeg plejede – nu som mor. Jeg underdrev den livsomvæltende begivenhed, det er at få et barn, og mens der var meget fokus på alt det fysiske hos mor og barn, så var jeg slet ikke forberedt på den følelsesmæssige omstilling, der ventede mig. Jeg var nok lidt for optaget af at være sej: Se mig, jeg kan cykle hen og føde.”


Hvornår opdagede du, at der var noget galt?

“Lige fra starten kunne jeg ikke holde ud at være i vores lejlighed. Da min mand, John, begyndte på arbejde efter en måned, og jeg hver dag skulle tilbringe mange timer med mine egne tanker med et barn, jeg ikke følte, at jeg kendte, kunne jeg ikke overskue det. Jeg var den første i min omgangskreds, der fik et barn, så jeg havde ikke meget netværk. Jeg forsøgte at passe Dagmar ind i et skema med søvn og mad og kastede mig over at slibe vores stuebord. Jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne det hele. Det var udmattende hele tiden at at tænke fremad og holde sammen på min facade. Jeg sagde da til John, at det var hårdt, men jeg fortalte ham ikke helt, hvordan jeg havde det.”


Hvordan havde du det, helt ærligt?

“Det var svært for mig, at Dagmar skulle være tæt på mig, jeg ville have hende over i en lift eller en seng, et andet sted, hvor jeg kunne berolige hende. Hun kunne mærke, at jeg ikke kunne rumme hende, og jeg var alt for sårbar til at kunne tåle kommentarer fra andre om, hvordan jeg puttede og trøstede hende. Jeg havde ikke noget filter. Alt gik direkte ind. Jeg var ofte irriteret lige fra morgenstunden og følte, at hun græd meget. Der var også fysiske tegn på, at jeg havde det skidt. Jeg tabte mig voldsomt. Min appetit var dårlig og jeg levede af kaffe. Hele min krop pumpede af adrenalin – jeg sad aldrig stille. I mørke timer har jeg fantaseret om ikke at være her mere og spekuleret på, om jeg nogensinde ville få det godt igen.”


Hvilken hjælp fik du?

“Jeg har en veninde, der roligt, men også ret kontant spurgte, om ikke jeg kunne have en fødselsreaktion? Hun kunne se, at jeg følte mig som en fiasko, når Dagmar græd. At jeg ikke kunne finde ro. Så jeg kontaktede en psykolog, som tog brodden af mine bekymringer. Jeg trængte til at fortælle, hvordan jeg havde det, og hun gav mig desuden nogle konkrete værktøjer at arbejde med. Jeg skulle skrive ned, hvornår og hvorfor jeg blev ked af det, for at få et overblik. Det hjalp mig til at fungere i min hverdag. Min reaktion kom i to bølger. Lige efter fødslen og igen, da Dagmar var 7-8 måneder, hvor jeg var meget vred.”


Hvornår begyndte det at gå bedre?

“Da Dagmar var 1 år, sad jeg en eftermiddag alene i min kolonihave, og der havde jeg en oplevelse af at komme hjem til mig selv for første gang siden fødslen. Jeg fik mit gamle drive. Jeg havde lyst til ting igen. Jeg synes, at jeg har været en god mor for Dagmar, for jeg har hele tiden gjort det, som skulle gøres, men den tilknytning, der ligger i oprigtig omsorg, den evnede jeg først, da hun var 1 år – der blev jeg for alvor mor.”


Hvad har du lært om dig selv?

“Jeg syntes, at det var skamfuldt at indrømme, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være mor. Jeg var forhippet på at skulle klare det hele, og jeg havde enormt svært ved at bede om hjælp. Det bedste, der er sket, er at jeg har fået fjernet fokus fra mig selv. Jeg skulle ud af mit eget centrum for at møde min datter. Og jeg kan bedre lide den person, jeg er i dag – jeg har fået et bredere perspektiv, har ikke så travlt med, hvad der er det rigtige, eller hvad andre tænker.”


Hvilket råd vil du give andre?

“Der findes grupper på Facebook om fødselsreaktion og fødselsdepression. Da jeg læste om nogen, der ret præcist havde det ligesom mig, blev jeg så lettet. Du kan ikke forvente, at din familie og dine venner kan rumme det.”


Har du behov for terapeutisk hjælp og støtte til at forebygge eller behandle en efterfødselsreaktion kan du kontakte GAIA-Instituttet på 44 53 82 44.